Læserbrev af Louise Brown, Folketingskandidat for Liberal Alliance i Østjyllandsstorkreds.
Der er noget, der ikke giver mening. For mig i hvert fald. Hvad er det, der gør, at velfærd ikke må skabe profit? Hvad er det, der gør, at Fru Jensen ikke må profitere på at have en børneinstitution eller et plejehjem?
Hvad er det, der gør, at de, der virkelig gerne vil skabe et godt velfærdstilbud for deres medmennesker, skal mødes af mistænkeliggørelse, modstand og ikke mindst et større bureaukratisk system, end hvis det var et offentligt drevet sted? Hvem er det, der har bestemt, at det offentlige skal have ”patent” på velfærden?
Jeg var i mandags på besøg i en privat børneinstitution. Det var lederen dér, der havde inviteret. Hun havde brug for, at der var nogen, der lyttede til hendes fortælling og til dels frustration. Som politiker in spe ligger det mig meget på sinde at tale med dem, der virkelig har forstand på et givet emne. Dem, der står midt i bolledejen. Man kan læse sig til mange ting, men de ”virkelige” fortællinger er dem, der virkelig rykker noget.
Denne leder kunne f.eks. berette om, hvordan et barn, der kom fra den kommunale børnehave og her havde en fuldtidsstøtteperson tilknyttet, pludselig kun kunne få bevilget under halv tid, fordi forældrene ønskede, at han skulle flyttes til den private institution. Samtidig er det ikke tilladt for en privat institution at sige nej til at modtage et barn.
Dét, er der sandelig ikke noget, der hedder. Så lederen her var altså tvunget til at tage et barn ind i sin institution velvidende, at den støtte barnet havde brug for, ikke fulgte med. Er det barnets tarv? Er det institutionslederens skyld?
Der er noget, der ikke hænger sammen. Det er lidt som om, at man skal straffes for at være privat udbyder af et tilbud, der også findes i det offentlige, og det er da ikke rimeligt.
Bare fordi et tilbud er privat, og at nogen tjener penge på tilbuddet, så betyder det jo ikke, at det ikke er veldrevet. Hvis det var tilfældet, ville det jo ikke eksistere. Fuldstændig som med alle andre forretninger. Hvis kvaliteten ikke er god, så vælger kunderne et andet sted at gå hen. Derfor skal vi ikke være så bange for at give de private udbydere af velfærdstilbud bedre vilkår.
Med mindre selvfølgelig, at ”man” er bange for at kunderne så fravælger de kommunale tilbud! Hvad er det, der gør, at kommunerne er så bange for lidt konkurrence. En konkurrence, der netop giver borgerne mulighed for større valgfrihed?
Ja, jeg forstår det ikke.
