Venstre og Moderaterne i Randers har indgået et valgteknisk forbund frem mod kommunalvalget den 18. november. Formålet er at sikre, at borgerlige stemmer ikke går tabt, og at stemmespild minimeres.
Der er ingen aftaler om fælles valgkamp, konstituering eller samarbejde efter valget. Claus Berggren (V): »Jeg stiller op som borgerlig borgmesterkandidat, men vi respekterer, at Moderaterne står frit i forhold til, hvem de peger på efter valget.«
Simon Ø. Simonsen (M): »Vi holder os fritstillet, og tager først stilling til borgmesterposten, når vælgerne har talt den 18. november.«
Fælles fundament
Begge partier tager afsæt i Hvidbogen Fremtidens Randers, som er udarbejdet af Nina Smith. Hvidbogen er et analysegrundlag, som skal dokumentere de største udfordringer i Randers Kommune.
De to partier vil bruge Hvidbogen som grundlag for vækst og fornyet udviklingskraft i Randers Kommune, og dermed sætte kompasset på en ny kurs for fremtidssikring af kommunen.
»Randers har brug for en klar plan og et politisk flertal, der tør tage fat, og skabe reel fornyelse.«
Politiske fællesnævnere
De to partier vil styrke erhvervslivet. De vil tiltrække større virksomheder og samtidig udvikle alle de mindre og mellemstor virksomheder som allerede er etablerede i Randers Kommune.
Begge partier er også enige om at støtte 100% op om byudvikling. Flodbyen skal stå som fyrtårn og en aktiv byudvikling, med målet om en levende midtby med et styrket og blomstrende handelsliv, hedder det i en pressemeddelelse.
Et aktivt og bredt kulturliv er også væsentlig for de to partier, lige som fornyelse af boliger og bymidte.
Begge partier er enige om at skabe en social balance. De vil sikre blandede boligområder, bedre trivsel for børn og unge, fokus på udsatte grupper, føre en aktiv ældrepolitik, hvor de vil sikre en tryg og god alderdom, med frihed til selv at vælge boform og hvornår man vil trække sig fra arbejdsmarkedet.
Simon Ø. Simonsen (M): »Randers skal have både vækst og social balance. Vi skal turde satse på erhverv, byudvikling og grøn energi, men aldrig glemme, at det handler om mennesker. Klima og fremtid – Klimaforandringerne er en realitet, ikke et fremtidsscenarie. – Oversvømmelserne denne sommer viser behovet for hurtig handling. Klimabåndet og Klimabroen skal igangsættes snarest efter valget – 80 % af byrådet bakker allerede op.«