7.4 C
Randers
torsdag, marts 28, 2024

Verdensmål i børnehøjde

I uge 12 kørte Danmarks Naturfredningsforening sin nationale kampagne Affaldsindsamlingen. Kampagnen inspirerede Børnehuset Langå til at arbejde med temaet i uge 12 og 13, hvor børnehuset havde flere aktiviteter, der handlede Verdensmål nr. 12; naturressourcer, affald og genbrug.

»I den første uge ryddede vi op på vores legeplads og sorterede affald, som mest bestod af legetøj, der var gået i stykker. Og onsdag i uge 12 var alle børnehavebørn og de ældste vuggestuebørn så på besøg på Genbrugsstationen i Langå, hvor vi medbragte det affald, vi havde samlet ind og fik det afleveret i de rigtige containere,« fortæller Mette Hjort, som er pædagogisk leder i Børnehuset Langå.

»Det var en stor oplevelse for børnene, som udover at se hvor affaldet skulle afleveres, kom tæt på de maskiner, der bliver anvendt på genbrugsstationen. De fik også en snak med pladsmanden, der gav sig god tid til at lytte til børnene og fortælle om pladsen.«

Børnehuset på Vennevej har også inddraget forældrene ved at opfordre dem til at snakke med deres børn om, hvordan vi alle sammen kan hjælpe med at passe på vores natur.

»I denne uge tager vi ud i naturen omkring os og samler affald, og finder vi noget affald, der egner sig til det, vil vi lave Trash Art. Når vi er ude, får vi nogle gode snakke om, hvad der hører til i naturen, og hvad der ikke gør. Når vi spiser, hvor vi sorterer skrald fra frugt og rester i en grøn spand, snakker vi om, hvad der kan omsættes i naturen. Og så er der nogle heldige høns hos en af pædagogerne, som af og til får glæde af vores madaffald.«

»Det er vigtigt, at børnene får gode og lærerige oplevelser i naturen, da de herved får et godt forhold til naturen og på den måde lærer, at vi skal passe godt på vores natur,« slutter Mette Hjort.

Faktaboks

Herunder nogle af de temaer, Børnehuset Langå havde fokus på:

● Inddragelse af børn. Hvad ved de?
● Forældreinddragelse 
● Verdensmål nr. 12: Effektiv styring af vores fælles naturressourcer, og måden vi bortskaffer giftigt affald og forurenende stoffer samt at tilskynde industrier, virksomheder og forbrugere til at genbruge og reducere deres affald
● Læring om sortering (Affaldssorterings App)
● Bevidsthed om at passe på naturen
● Oprydning og sortering på egen legeplads
● Besøg på Genbrugsstationen
● Batteriindsamling. Børn og forældre opfordret til at komme med brugte batterier
● Skraldekunst. Hver gruppe laver kunst af nogle af de materialer, de finder i løbet af ugen

Relaterede artikler

Nyeste artikler