-4 C
Randers
torsdag, november 21, 2024

Verdo-direktør ser tilbage: »Man må godt være ambitiøs, men vejen er aldrig snorlige«

Jakob Flyvbjerg Christensen, adm. direktør hos Verdo, fylder 50 år. I de 25 år, der er gået, siden han indledte sin karriere hos A.P. Møller – Mærsk, er han blevet tiltrukket af stadigt mere udfordrende opgaver.

I dag sidder han i det, der for få år siden blev kaldt Danmarks varmeste direktørstol. Han ved godt, at det kan lyde underligt, men han nyder at gå ind til den type opgaver.

»Hvis nogen tror, at man skal have udarbejdet en specifik karrieplan for at blive direktør, kan jeg godt afkræfte det med det samme,« lyder det med et lille grin fra Jakob Flyvbjerg Christensen.

Snakken er faldet på de tilfældigheder, der ind i mellem ender med at få afgørende betydning for ens liv.

»Min gode ven Martin stak mig i 1997 en lille avisannonce med ordene: ”De der Mærsk søger vist trainees. Jeg tror godt, du kunne komme ind derovre i København.” Som sagt så gjort, – og det var starten på min erhvervskarriere,« fortæller Jakob og fortsætter:

»Når jeg tænker tilbage på mit karriereforløb, kan jeg blive helt forundret ved tanken om, hvor meget tilfældigheder har betydet i de afgørende situationer.«

Jakob kigger eftertænksomt til siden:

»Hvis man er opsøgende, skal de gode ting nok byde sig til.«

En anden vej end resten af familien

Jakob Flyvbjerg Christensen er født og opvokset i Randers. Hans mor var folkeskolelærer, og faren var socialpædagogleder, men Jakob ville en anden vej end resten af familien, så han tog de humanistiske værdier fra barndomshjemmet med i rygsækken og drog til Aarhus, hvor han i stedet blev uddannet i økonomi ved handelshøjskolen i Aarhus. I årene efter fortsatte studierne med Supply Chain Management ved handelshøjskolen i København (CBS), inden han indledte sin karriere hos Mærsk.

Efter at have arbejdet i forskellige roller hos Mærsk i København, Sverige og Norge, flyttede han som ung til den lille Norditalienske by, Luino, sammen med sin hustru, Charlotte. Han var blevet udstationeret i en 4- årig periode som operationschef for Mærsk, – en oplevelse, der var med til at forme ham for livet.

»Jeg tror en 4-årig udstationering som chef for et kontor i et patriarkalsk samfund i en lille by i et fremmed land, hvor man ikke kan sproget, kulturen eller geografien sætter ethvert ungt menneske på prøve. Det er i hvert fald en oplevelse jeg aldrig, vil have været foruden,« fortæller Jakob, som stadig den dag i dag besøger Luino for at gense steder og mennesker fra dengang.

Senere fortsatte det europæiske eventyr hos APM Terminals i Haag i Holland, inden kursen i 2014 blev sat mod Aarhus, hvor Jakob Flyvbjerg Christensen skulle stå i spidsen for udviklingen af Danmarks største erhvervshavn.

Aarhus Havn havde været under pres på grund af en retssag om brud på loven om brevhemmelighed, så der ventede et ekstra lag af udfordringer, men Jakob var opsat på at få fokus tilbage på udviklingen af havnen, og han nød at træde ind i spændingsfeltet mellem offentlige myndigheder og private kommercielle virksomheder.

Det har været intenst

Det er 2,5 år siden (ved årsskiftet 2020), at Jakob Flyvbjerg Christensen trådte ind i sin nuværende stilling hos Verdo, – det, der i pressen blev omtalt som Danmarks varmeste direktørstol. Den midtjyske energikoncern havde i en årrække opkrævet for høje priser. En sag, der blev fulgt tæt af medierne og som førte til den daværende direktørs afgang.

»Jeg sad på en erhvervsmesse i Grønland og fulgte med i pressedækningen af Verdo. Der var et massivt pres på virksomheden hen over sommeren 2019, men jeg kunne mærke, at jeg synes, det var interessant, og jeg sad med en oplevelse af, at jeg havde nogle af de kompetencer, som Verdo havde brug for, så jeg endte med at søge stillingen,« fortæller Jakob og griner, da han bliver spurgt til, hvordan det så har været:

»Skal vi ikke bare sige, at jeg havde en del mere mørkt hår dengang?” spørger han grinende, inden han kigger alvorligt frem for sig: ”Nej, oprigtig talt, det har været intenst. Jeg var godt klar over, hvad det var for en rolle, jeg overtog, men jeg skal også ærligt sige, at presset har været større end ventet,« fortæller Jakob, der ikke lægger skjul på, at det har krævet betydelige ressourcer at behandle de gamle sager.

I dag glæder han sig over, at Verdo er et helt andet sted.

»Vi har foretaget mange forandringer, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været hårdt for en del medarbejdere, men summen er fantastisk positiv. Jeg tror, at medarbejderne nyder, at vi som virksomhed insisterer på at være ordentlige i alt, hvad vi foretager os.«

Verdo vil altid være lokal

Et andet markant tiltag, som Jakob sammen med bestyrelsen har nået i sin tid som direktør hos Verdo, er at få ændret selve organisationsstrukturen, så forbrugerne er blevet medejere. Det har åbnet for en mere langsigtet strategi, hvor Verdo har til formål at skabe værdi for lokalsamfundet og være en drivende kraft i den grønne omstilling.

Bag tiltaget ligger en ambition om at udvikle Verdo som flagskib for hele lokalområdet fra Randers i øst til Herning i vest.

Det er her, Jakob ser de næste spændende udfordringer for sig.

»Jeg bor i Randers, fordi jeg holder af Randers. Det er her jeg født og vokset op – har min familie, mine venner. Det er mit udgangspunkt, og det er det også som direktør for Verdo,« forklarer Jakob.

»Verdo vil altid være lokal. Det interessante er, hvordan vi kan udvikle Verdo som en virksomhed, der til stadighed er i stand at give noget tilbage til lokalsamfundet. Vi har nogle helt unikke kernekompetencer inden for den grønne omstilling med udvikling af fremtidens varme og digitalisering. Vi har potentiale til at kunne tiltrække eksperter og være med til at skabe innovation og højne vidensniveauet, så vi bliver en katalysator for lokalsamfundet, – og det kan lade sig gøre, fordi vi er en kombination af en forsyningsvirksomhed og en kommerciel virksomhed. Det er da helt vildt spændende.«

Kun lige begyndt

Meget er sket siden Jakob Flyvbjerg Christensen i sin tid indledte sin karriere hos Mærsk, men appetitten på udfordringer er intakt.

»Hvad der skal ske de næste 10 år? Vi er jo kun lige begyndt med at cementere Verdo som lokalt flagskib, så vi har en stor rejse foran os, men heldigvis fornemmer jeg også, at medarbejderne gerne vil med på rejsen.«

Som modvægt til det til tider intense arbejde hos Verdo, finder Jakob stilheden og roen, når han i sin fritid går på jagt, og så arbejder han som frivillig i bestyrelsen for Naturhistorisk Museum i Aarhus, for han er, som han udtrykker det, dybt fascineret af naturvidenskaben. Men i det daglige er det ambitionen at flytte Verdo et andet sted hen, der fylder, og det er ifølge Jakob helt, som det skal være.

»Jeg har aldrig haft en karrieplan. Det har nok snarere været en slags underliggende plan – eller en retning, om du vil, men en egentlig plan har der aldrig været. Det, synes jeg, er vigtigt at give videre til de unge i dag, hvor 12-taller og præstationsangst fylder alt for meget. Man må godt være ambitiøs, men vejen er aldrig snorlige. Der vil altid være et element af tilfældighed, og det er helt okay at gribe efter de muligheder, der opstår undervejs og hvile i det, i stedet for at forsøge at følge en snæver plan og være bange for ikke at slå til.«

Relaterede artikler

Nyeste artikler