10.3 C
Randers
mandag, oktober 14, 2024

Vi må som kvinder stå sammen om ikke at lade os true til tavshed

Tværpolitisk café med oplæg af journalist Chili Djurhuus, kendt fra DR-dokumentarserien Vi kommer og dræber dig

De kvindelige kandidater fra alle partier og lister opstillet i Randers til byråd og regionsråd er inviteret

Tirsdag d. 9. november slår Kvindedagen i Randers dørene op til et anderledes vælgermøde. Her er det nemlig ikke politikerne, der er i panel, men derimod en journalist, der har været udsat for trusler på sit arbejde. Hendes navn er Chili Djurhuus, og hun har fået mails med trusler om både voldtægt og drab.

Truslerne får kvinder til at trække sig fra den offentlige debat, hvad enten de er politikere, debattører eller journalister


Chili Djurhuus

I Randers har flere kvindelige byrådsmedlemmer været udsat for trusler og chikane. Alligevel har de valgt at genopstille til byrådet. De vil ikke lade sig true til tavshed.

Det samme gælder for journalist Chili Djurhuus, som har taget kampen op mod de mørke kræfter:

»Digitale trusler om seksuel vold og drab er terrorangreb. Angreb mod ytringsfriheden og vores demokrati. Truslerne får kvinder til at trække sig fra den offentlige debat, hvad enten de er politikere, debattører eller journalister. Jeg har selv haft tanken, og derfor er det vigtigt at sige fra og ikke mindst melde det. Men også sige fra, når du støder på det på de sociale medier,« siger Chili Djurhuus.

Nu kan du møde hende på Randers Bibliotek tirsdag d. 9. november kl. 19, når hun fortæller om sine oplevelser.

Efter oplægget er der tværpolitisk samtalecafé med alle de kvindelige kandidater, der opstiller til regionsråd og byrådet i Randers.

»Vi er nødt til som kvinder, der står frem i offentligheden, at stå sammen om ikke at lade os true til tavshed,” siger Iben Sønderup, leder af Kvindedagen i Randers. ”Når kvinder, der deltager i den offentlige debat, trues med voldtægt og drab, er det et alvorligt anslag mod vores demokrati, som vi må kæmpe imod. Og det starter med at tale sammen.«

Og vælgerne inviteres hermed til at deltage i samtalen.

Mødet er offentligt, og alle er velkomne. Tilmelding på randersbib.dk

Der er mulighed for at købe kaffe, te og kage.

Arrangementet er et samarbejde mellem Randers Bibliotek og Kvindedagen i Randers.

Kvindedagen i Randers er en folkeoplysende forening, der er uafhængig af partipolitiske tilhørsforhold.

Relaterede artikler

Nyeste artikler