Østjyllands Politi søger vidner til en episode mandag den 19. september, hvor en 17-årig dreng blev slået i hovedet.
Mandag den 19. september kl. 09.15 kom den 17-årige dreng kørende på sin scooter over cykelbroen ved Randersbro i sydgående retning og overhalede her en trehjulet kabinescooter. Da drengen nåede til krydset Grenåvej/ Århusvej og holdt for rødt lys, kom kabinescooteren op på siden af den 17-årige.
Føreren af kabinescooteren begyndte at råbe af den 17-årige og slog ud efter drengen, som blev ramt 5-6 gange på siden af hovedet. Den 17-årige kørte herefter fra stedet, mens kabinescooteren kørte videre ad Grenåvej
Føreren af kabinescooteren beskrives som:
● Mand
● 40-55 år
● 180-190 cm.
● Kraftig af bygning
● Lys hudfarve
● kort hår
● Kørte i en 3-hjulet kabinescooter, rød men sort omkring bagdækkene
Østjyllands Politi søger personer, som enten har set episoden eller som kan have oplysninger om føreren af kabinescooteren.
Har du oplysninger, så Kontakt Østjyllands Politi på tlf. 114.