7.5 C
Randers
søndag, april 28, 2024

Water & Wellness misbrugt i nynazistisk aktion i Randers

Da Lisbeth Sand og en veninde havde haft en god oplevelse i Water & Wellness i Randers, så de en flot og farvestrålende pjece, som var sat i vinduet, og som angiveligt var fra Water & Wellness.

Pjecens forside antyder, at forlystelsen gerne vil stille gæsterne et spørgsmål. Men det viser sig, at pjecen er lavet og uddelt af den nynazistiske organisation Nordfront.

Da Lisbeth Sand og veninden så hvem afsenderen var, tog de omgående kontakt til personalet i Water & Wellness. Kvinden i receptionen var tydeligt chokeret over episoden, og tog straks kontakt til direktør for forlystelsen Michael Steensgaard.

»Vi vidste udmærket godt, at pjecen ikke kom fra Water & Wellness, men vi syntes, at de skulle vide det, så de eventuelt kunne få det standset,« siger Lisbeth Sand.

»Jeg synes, det er groft, at organisationen misbruger Water & Wellness i deres makabre aktioner. Men vi ved jo godt, hvor grove disse mennesker er,« siger Lisbeth Sand, som i forvejen er aktiv i diverse antiracistiske foreninger, og har derigennem i forvejen kendskab til organisationen.

Hun undrer sig over, hvorfra Nordfront får økonomiske midler til at finansiere disse farvestrålende pjecer, og finder det uhyggeligt, at de overhovedet har økonomi til at lave disse aktioner.

»Jeg overvejede kraftigt at ignorere pjecen, og bare få dem fjernet. Det er irriterende at give sådanne personer opmærksomhed. Men jeg synes også, det er vigtigt, at gøre opmærksom på hvilke afstumpede holdninger disse mennesker har,« siger Lisbeth Sand som ikke mener, at de evner at forsvare deres synspunkter, og derfor altid er anonyme.

Direktør for Water & Wellness Michael Stensgaard fortæller, at han i går blev ringet op af sin leder, som orienterede om aktionen.

»Det var virkelig ubehageligt, fordi det ved første øjekast så ud, som folderen er lavet af Water & Wellness,« oplyser han.,

Han tager meget stor afstand fra folderen og det budskab, den indeholder.

»Vi har en helt klar holdning om, at mangfoldigheden skal være i højsædet. I Water & Wellness skal der være plads til alle mennesker, uanset hvori verden de kommer fra,« understreger Michael Stensgaard.

I samråd med bestyrelsesformand Søren Møller bliver de enig om, at folderne simpelthen bliver fjernet af medarbejderne, for ikke at medvirke til yderligere omtale af Nordfront og deres budskaber.

Michael Stensgaard appellerer gæsterne til at rette henvendelse i receptionen, såfremt de observerer noget lignende.

Sker det igen, vil folderne blive fjernet så hurtigt som muligt, og hvis personerne bag kan identificeres, så bliver de forment adgang til Water & Wellness, forklarer direktøren.

»I første omgang vil vi ikke blande politiet ind i sagen. Skulle lignende aktioner ske, så vil vi først rådføre os med vores advokat. Det Nordfront ønsker, er konfrontation og omtale. Og det vil vi under ingen omstændigheder medvirke til, at de får,« fremhæver Michael Stensgaard.

Han har ikke nogen ide om hvorfor det netop er Water & Wellness som er offer, men er godt tilfreds med, at der ikke er nogen af gæsterne i Water & Wellness godt ved, at etablissementet intet har med pjecen at gøre.

Nordfront har tidligere gjort sig uheldigt bemærket i Randers. Blandt andet er 84 gravsten blev skændet, og der blev sat davidsstjerner på postkasser. På en husmur blev der malet en davidsstjerne, og ved siden af var der malet et Nordfront-logo.

Et ledende medlem blev senere idømt ni måneders ubetinget fængsel for hærværket.

Relaterede artikler

Nyeste artikler