13.6 C
Randers
lørdag, juli 27, 2024

15-årig dræbt i Grenaa – en person er anholdt

[OPDATERET med oplysning om grundlovsforhør]

En 15-årig dreng afgik søndag aften ved døden, efter han var blevet stukket med kniv i Grenaa. Politiet har anholdt en jævnaldrende dreng, der er mistænkt i sagen.

Østjyllands Politi fik kl. 17.47 en anmeldelse om et knivstikkeri på Stationsplads i Grenaa, og kort efter var flere patruljer på stedet. Den 15-årige blev hentet i ambulance, men hans liv stod ikke til at redde. 

»Det er voldsomt tragisk, at så ungt menneske er blevet dræbt, og det er naturligvis en sag, vi har arbejdet intensivt med siden anmeldelsen. Det er for tidligt at sige noget om motivet endnu, men vi vil gøre alt, vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvad der præcist er sket. Vi har en masse efterforskningsarbejde foran os, og vi kan ikke oplyse mere om sagen, før vi har dannet os et bedre overblik,« siger politiinspektør René Raffo. 

Det bliver forventeligt først mandag, at der bliver truffet en endelig vurdering på, om der er grundlag for at fremstille den anholdte, en 15-årig dreng, i grundlovsforhør. 

Af hensyn til efterforskningen kan Østjyllands Politi p.t. ikke oplyse yderligere detaljer om sagen. 

Østjyllands Politi har talt med vidner i sagen, men hører gerne fra eventuelle andre vidner til episoden. Har du oplysninger, kan du give dem til Østjyllands Politi på tlf. 114.

[Opdatering]

En 15-årig dreng blev mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Randers, hvor han er sigtet for at have dræbt en anden 15-årig med knivstik.

En dommer besluttede, at den 15-årige skulle varetægtsfængsles i surrogat i tre uger på en ungdomsinstitution frem til 18. december. Dommeren fandt, at der er begrundet mistanke om, at den sigtede er skyldig i grov vold med døden til følge.

Østjyllands Politi fik søndag klokken 17.47 en anmeldelse om et knivstikkeri på Stationspladsen ved Grenaa Station, og kort efter var flere patruljer på stedet. En 15-årig dreng var blevet alvorligt såret, og han blev hentet i ambulance, men hans liv stod ikke til at redde.

Politiet fik hurtigt spærret området omkring gerningsstedet af, og der blev søgt efter spor og afhørt flere vidner. Klokken 19.10 blev en 15-årig dreng så anholdt og sigtet til sagen.

Vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fortæller om en uoverensstemmelse, der endte i konfrontation.

»De to drenge kendte hinanden, og det ser ud til, at de har haft en eller anden form for uoverensstemmelse, der søndag aften endte i en konfrontation. Vi ser ingen tilknytning til bandemiljøet, og det er ikke et opgør i det kriminelle miljø, så det er ikke den retning, vi efterforsker. Det tyder på, at det er nogle stridigheder, der er eskaleret, men vi er i fuld gang med at afdække, hvad der er gået forud for drabet,« oplyser vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i en pressemeddelelse.

Relaterede artikler

Nyeste artikler