3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Den seje autist Asta-marie løb et maraton uden pause

Farvestrålende konfetti dalede ned over den 17-årige Asta-marie Risgaard Ankerstjerne, da hun kom i mål på Trekløverskolen i Borup, efter uafbrudt at have løbet en hel maratondistance.

Se video nederst i artiklen

Asta-marie er autist, og har flere gange ønsket at deltage i maratonløb, men på grund af udfordringer med for mange indtryk, bl.a. for mange mennesker og højt musik var det ikke lykkedes hende.

Hun er en fighter, og derfor satte hun sig for, at ville løbe et maraton. Siden november sidste år har hun trænet målbevidst til at løbe distancen på 42,195 kilometer.

Fredag formiddag klokken 9.00 tog løbet sin begyndelse i Horn ved Silkeborg. Præcis klokken 13.30 løb hun over målstregen på Trekløverskolen uden at holde en eneste pause. Tiden svarer til en gennemsnitshastighed på 9,4 kilometer i timen.

Asta-marie fik følgeskab af sin kontaktperson Gitte Wendelbo Lund, som dog kørte på cykel.

Gitte fortæller, at Asta-marie havde så meget overskud undervejs, at hun lavede sit eget slogan: ”I sol og blæst præsterer Ankerstjerne bedst!”

De sidste 5 kilometer løb hendes kæreste Sebastian med, for at støtte hende, hvilket i øvrigt var en personlig rekord for ham.

På afstand kan hun se sine forældre, lillebror og bedsteforældrene stå med flag for at tage imod hende.

»Når jeg sætter mig et mål, giver jeg ikke op«

Asta-marie Risgaard Ankerstjerne

Men da hun runder hjørnet ind til skolen får hun øje på den store modtagelseskomite. Alle lærer og elever havde taget opstilling med musik og konfetti og klappede hende i mål.

Selvom hun har taget omkring 50.000 skridt, virker hun ikke træt, og er ikke forpustet. Hun har stadigvæk overskud, da kammeraterne og familien giver hende masser af knus og kram for den imponerende indsats.

»Når jeg sætter mig et mål, giver jeg ikke op,« understreger Asta-marie.

Vil gerne være rollemodel

Selv da hun kommer i mål udstråler hun kampgejst, og først da hun kommer til at sidde ned, kan hun mærke, at benene syrer til, og at det rykker lidt i lænden.

Asta-marie vil gerne være rollemodel for andre. Hun vil gerne bevise, at man godt kan gennemføre en masse ting, selvom man har nogle udfordringer.

Hun har løbet jævnligt siden hun var 12 år. Hun havde lidt for mange kilo, og derfor opfordrede hendes forældre til at løbe for at komme i bedre form, og i løbet af et halvt år, tabte hun sig 6 kilo.

Herefter løb hun fast tre gange om ugen, og det gav hende appetit på at løbe.

Fik karbonader og grønærter

Da hun kom hjem, fik hun en ekstra præmie. Hun fik lov til at bestemme aftensmaden, og det skulle være karbonader og grønærter, og senere et glas Asti.

Hun har allerede sat sig de næste mål. Inden hun fylder 20, vil hun gennemføre et maratonløb i Berlin, og inden hun bliver 25, et maratonløb i New York.

Med den gejst hun har vist allerede nu, er der næppe nogen tvivl om, at hun klarer det.

Foto: News Netavis
Der var knus fra en stolt far (Foto: News Netavis)
Forældre, lillebror, bedsteforældre og kæresten var mødt op for at tage imod Asta-marie
Kontaktperson Gitte Wendelbo Lund fulgte med på cykel
Video: Maiken Fogh

Relaterede artikler

Nyeste artikler