3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Region Midtjylland konstituerer Jonas Dahl som regionsdirektør

Regionsrådet har besluttet at konstituere hospitalsdirektør Jonas Dahl som regionsdirektør. Det sker efter, at Pernille Blach Hansen har opsagt sit job.

Det bliver en leder med erfaring fra både hospitalsdrift og politik, der 1. august bliver konstitueret regionsdirektør.

Jonas Dahl har siden 2016 været hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers og har været medlem af både Folketinget og Regionsrådet i Region Midtjylland.

»Jonas er en dygtig strategisk leder, der opnår sine resultater med dialog og værdibaseret ledelse. Han har udsyn, politisk tæft og et stort netværk,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Han siger videre:

»Region Midtjylland står for så meget godt, som vi alle kan og skal være stolte af. Det gælder medarbejdere, ledere og politikere. Og samtidigt har de seneste måneder vist, at vi står over for vigtige dialoger om, hvordan sammenhængskraften mellem netop medarbejdere, ledere og politikere kan gøres stærkere. Den proces er jeg sikker på, at Jonas på en positiv måde kan bidrage til.«

Pernille Blach Hansen fratræder sin stilling med udgangen af august. Stillingen som regionsdirektør slås op hurtigst muligt efter sommerferien. Konstitueringsperioden udløber, når stillingen er besat.

Også stillingen som lægefaglig koncerndirektør bliver slået op umiddelbart efter sommerferien.

Jonas Dahl er pt. konstitueret hospitalsdirektør på Hospitalsenhed Midt. Hospitalsledelsen her vil derfor i en periode bestå af to og ikke tre medlemmer.

Fakta om Jonas Dahl

● 45 år
● Opvokset i Randers, bosat i Risskov
● Gift og far til to piger på 9 og 13 år
● Uddannet cand. mag. i historie og samfundsfag
● 2005-2007: Medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland
● 2007-2016: Medlem af Folketinget
● 2016: Hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers
● Bestyrelsesformand for Randers Statsskole og Egmonthøjskolen, samt eksternt bestyrelsesmedlem for Aarhus Universitet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler