Læserbrev af Merete Bak Laustsen, kandidat til byrådet for SF i Randers
I går delte et forældrepar et opslag på Facebook, som gav mig helt ondt i maven. De fortalte om deres treårige søn, der efter måneder med mistrivsel og et voldsomt uheld blev taget ud af børnehaven. Ikke fordi pædagogerne ikke ville ham det godt – men fordi der ganske enkelt ikke var voksne nok omkring ham.
Det burde ikke kunne ske. Men det sker, når vi lader normeringerne se gode ud på papiret i stedet for i virkeligheden.
For i regnearket tæller alle med: den sygemeldte, kollegaen på barsel, den til møde – og lederen, selvom lederen i praksis sjældent står på stuen. Så ser gennemsnittet pænt ud. Men i virkeligheden står én voksen alene med mange børn. Og det kan ingen skabe tryghed eller udvikling i.
Derfor taler jeg om reelle minimumsnormeringer – tæt på børnene. Ikke kommunale gennemsnit og skønsmæssige fordelinger, men tilstedeværende voksne, der kan trøste, lege og opdage, når noget er galt.
Vi skylder både børn og personale ærlige tal og realistiske rammer. For tryghed og kvalitet kan ikke opgøres i decimaler.
Hvis jeg på mit arbejde lavede regneark, der så pæne ud, men ikke viste virkeligheden, ville jeg blive bedt om at starte forfra.
Det burde byrådet også.
