Læserbrev af Diana Opperby, Mispelvej 34, 8920 Randers NV, socialrådgiver og Kandidat til Randers Byråd for Socialdemokratiet
For nylig besøgte jeg Stevnstrup, hvor flere borgere fortalte, at der mangler seniorboliger i byen.
En kvinde, der har boet der i over 50 år, sagde: “Jeg vil gerne blive her – men hvad gør jeg, når jeg ikke længere kan passe hus og have?”
Det handler om tryghed og tilknytning – om at kunne blive i det lokalsamfund, hvor man kender byens beboere, og hvor man hører til.
Men mange ældre – som kvinden fra Stevnstrup – får ikke den mulighed. Boligerne er der ikke, fortæller hun. Det betyder, at nogle må flytte væk fra deres netværk, venner og daglige rutiner – og det gør en livsfase, som burde være tryg, utryg.
Når vi ikke har boliger, der passer til livet efter arbejdslivet, så mister vi mere end fleksibilitet i boligmarkedet. Vi mister også fællesskab. I dag føler 470.000 danskere sig svært ensomme, og ensomhed koster samfundet 7–8 milliarder kroner om året i pleje, behandling og tabt arbejdskraft. Blandt de ældre over 65 år lever omkring 100.000 i Danmark med ensomhed i en grad, der påvirker deres hverdag. (Kilde: Ældre Sagen og Folkebevægelsen mod Ensomhed).
Seniorboliger og bofællesskaber er derfor ikke bare en social luksus – de er en del af løsningen. Fællesskab forebygger ensomhed, styrker helbredet og gør hverdagen tryggere.
Vi skal værne om vores kommune og vores byer, så man kan blive boende – også når livet ændrer sig. En Randers kommune, hvor fællesskabet bygges ind i murstenene, og hvor alder ikke betyder, at man må forlade det sted, man kalder hjem. For seniorboliger handler i sidste ende om at give mennesker mulighed for at blive en del af et fællesskab – hele livet.
