Opbakningen til markant bedre forhold for dyrene i den danske svineproduktion er tydelig. På 74 timer nåede borgerforslaget 50.000 underskrifter og skal nu behandles af Folketinget.
På 74 timer har 50.000 danskere støttet et borgerforslag om forbud og krav til svineproduktionen.
Det betyder, at forslaget nu skal behandles i Folketinget, og det glæder forslagsstiller Britta Riis, der er direktør i Dyrenes Beskyttelse.
»Hvis der stadig sidder politikere og er i tvivl, om det her er et emne, som danskerne går op i, så taler det her sit tydelige sprog,« siger hun.
Forslaget indeholder flere punkter, der skal forbedre forholdende i svineproduktionen. Blandt andet at der skal være et forbud mod at fiksere søer, et forbud mod halekupering og krav om, at staldene skal indrettes, så grisene ikke lever i stress, der medfører halebid.
Borgerforslaget er blevet stillet af Anders Morgenthaler, Signe Wenneberg, Alexander Holm, Kathrine Lilleør, Mickey Gjerris, Lars Thylander, Greenpeace, World Animal Protection og Anima, der er gået sammen Dyrenes Beskyttelse.
Mere plads og rodemateriale
Et andet krav i borgerforslaget er, at der skal sættes en stopper for “ekstrem avl”.
Ifølge forslaget har der i avlen længe har været fokus på størrelse af kuldene frem for dyrenes velfærd. Derfor vil forslagsstillerne have, at der indføres et lovkrav om, at avlsstrategien skal sikre, at antallet af grise i kuldet svarer til antallet af patter hos deres mødre.
Grisenes forhold skal forbedres ved, at de skal have mere plads og rodemateriale, der giver dyrene mulighed for at udleve deres naturlige adfærd.
Forslagsstillerne er ikke tilfredse med loven i dag og vil have, at den sikrer dyrenes ve og vel.
»Vi vil have en griseproduktion, hvor dyrevelfærd ikke bare findes på papiret, men også i dyrenes hverdag,« siger Joh Vinding, der er direktør i Anima og medstiller til forslaget.
Organisationerne og personerne bag borgerforslaget opfordrer danskerne til at fortsætte med at skrive under på forslaget, så opbakningen til bedre minimumsbeskyttelse af grisene bliver helt tydelig for folketinget. Det kan fortsat underskrives her: Borgerforslag mod industriel svineproduktion i strid med Dyrevelfærdsloven.
| Faktaboks: Fire forhold som ifølge Dyrenes Beskyttelse, er i strid med dyrevelfærdsloven ● Den ekstreme avl efter store kuld er fokuseret på produktion frem for dyrenes ve og vel. Det medfører, at hver sjette so dør før tid som følge af det ekstreme pres, mens 25.000 pattegrise dør hver eneste dag, fordi der er flere smågrise, end soen har patter. Derfor dør ungerne blandt andet af sult og kulde. ● Søer fikseres i ugevis omkring faring. Det fratager hende muligheden for at udleve sin basale adfærd i form af redebygning og pasning af sine unger. ● Rutinemæssig halekupering har været ulovligt i mere end 30 år. Alligevel får mere end 95 procent af grisene klippet deres hale af for at kompensere for et elendigt staldmiljø med dårlig plads og utilstrækkeligt rodemateriale. ● Grise på 100 kilo har blot 0,65 kvadratmeter plads og ingen eller utilstrækkeligt med rodemateriale, hvilket betyder, at dyrene hverken har mulighed for at bevæge sig eller på anden vis udleve deres naturlige adfærd. |


