7.2 C
Randers
tirsdag, april 21, 2026

Royal Run bliver fejret på socialområdets bosteder og aktivitetscentre

I ugerne op til Royal Run finder de træningstøjet frem på socialområdets bosteder, væresteder og aktivitetscentre, som arrangerer lokale Royal Side Runs som opvarmning til den 25. maj.

»Royal Run handler om at være med, og det gælder også på socialområdet. Derfor har vores bosteder og aktivitetscentre arbejdet for at stable hyggelige Royal Side Runs på benene, så borgere med særlige behov kan være en del af begivenheden på deres egne præmisser,« siger Karina Hjorth, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Flere Royal Side Runs er åbne arrangementer, hvor også lokalsamfundet kan være med. Den 7. maj inviterer SAM Foreningen, Huset Tværs, Fødekæden Randers, Idræt For Sindet og Kultur og Fritid til et fælles Royal Side Run ved Huset Tværs, hvor deltagerne kan gå eller løbe en one‑mile‑rute og være med i det tempo, der passer dem.

Den 12. maj åbner De Små Bofællesskaber dørene til et Royal Side Run ved Ydervangen, hvor beboere, medarbejdere og andre motionister kan deltage aktivt eller kigge forbi og være en del af fællesskabet omkring dagen.

Andre Royal Side Runs foregår som interne arrangementer på de enkelte bosteder og aktivitetscentre. Flere steder har bevægelsesambassadører – ekstrauddannede medarbejdere – aktivt drevet og inspireret aktiviteterne og sørget for at alle Royal Side Runs foregår i trygge omgivelser og i et tempo, så alle borgere kan deltage i fællesskabet.

»Der er stor opbakning og en rigtig god stemning omkring Royal Run ude på bostederne og aktivitetscentrene. Når bevægelse skaber fællesskab og glæde på den måde, giver det et stærkt afsæt for at arbejde videre med motion og bevægelse også efter Royal Run,« siger Karina Hjorth.

Der er desuden uddelt omkring 100 sociale startnumre, som giver endnu flere mulighed for at deltage i selve Royal Run. Der er blandt andet sociale startnumre til unge, familier i Nordbyen samt klubber.

Fejringen på socialområdet er samtidig blevet styrket af, at Randers Rotary Klub har doneret 10.000 kroner til Royal Side Runs på bosteder og aktivitetscentre i forbindelse med Royal Run.

Oversigt over Royal Side Runs på socialområdet

Torsdag 7. maj kl. 12.30 – Huset Tværs
SAM Foreningen, Huset Tværs, Fødekæden Randers, Idræt For Sindet (IFS) samt Kultur og Fritid inviterer til Royal Side Run for alle interesserede. Arrangementet starter kl. 12.30 med fælles opvarmning og underholdning, og kl. 13.00 skydes løbet i gang. Deltagerne kan gå eller løbe en one‑mile‑rute i eget tempo og har mulighed for at gennemføre ruten flere gange. Offentligt arrangement.

Tirsdag 12. maj kl. 13.30–15.00 – De Små Bofællesskaber (bofællesskaber for voksne med udviklingshandicap)
De Små Bofællesskaber og Mestringsvejledningen Handicap samler borgere, medarbejdere og besøgende om et gratis og uformelt Royal Side Run ved Ydervangen 5 i Randers NV. Deltagerne vælger selv, om de vil gå eller løbe, og der er også mulighed for at kigge forbi som tilskuer. Der serveres saft, frugt og kage. Offentligt arrangement.

Mandag 18. maj – Bocenter Harridslev (botilbud for voksne med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser)
Bocenter Harridslev markerer Royal Run med et lokalt Royal Side Run i nærområdet for borgere og medarbejdere. Internt arrangement.

Tirsdag 19. maj – Botilbud Kastaniebo (botilbud for ældre borgere med udviklingshandicap og demens)
Kastaniebo deltager i Royal Run‑fejringen med en fælles gåtur i lokalområdet. Arrangementet foregår som et lukket fællesskab for borgere og medarbejdere. Internt arrangement.

Onsdag 20. maj – Aktivitetscenter Randers (aktivitetscenter for mennesker med handicap)
Aktivitetscenter Randers afholder Royal Side Run med et fælles gå‑hold på en rute rundt om centeret, markeret med bånd fra Royal Run. Internt arrangement.

Onsdag 20. maj kl. 13.00–15.00 – Botilbud Paderuphus (socialpsykiatrisk botilbud for unge voksne)


Paderuphus byder på Royal Side Run med mini‑orienteringsløb og one‑mile‑rute ved mosen. Undervejs møder deltagerne poster med gåder og samarbejdsøvelser. Arrangementet afsluttes med fælles samvær med grill, pastasalat og kage. Internt arrangement.

Torsdag 21. maj – Botilbud Vester Tværvej (botilbud for voksne med psykisk sårbarhed)
Vester Tværvej markerer Royal Run med et Royal Side Run i forbindelse med social‑ og sundhedsugen. Borgerne går eller løber one‑mile‑ruten og gennemfører den så mange gange, de har lyst og mulighed for. Arrangementet afsluttes med pølser fra grillen og salat. Internt arrangement.

Torsdag 22. maj kl. 10.30–13.00 – Botilbud Lene Bredahls Gade (bo‑ og aktivitetstilbud for yngre borgere med senhjerneskade)
Lene Bredahls Gade afholder Royal Side Run med deltagelse af borgere, medarbejdere, vuggestuebørn og frivillige. Dagen starter med fælles opvarmning. Deltagerne kan vælge mellem tre ruter med forskellig længde og sværhedsgrad. Undervejs er der peptalk og vandposter, og efter mål venter diplomoverrækkelse, fællesspisning i caféen og fællessang. Internt arrangement.

Mandag 25. maj – Bostedet Neptunvej (botilbud for voksne med udviklingshandicap)
Neptunvej markerer Royal Run på selve løbsdagen med et lokalt Royal Side Run på og omkring bostedet. Arrangementet afrundes med fælles afslutning med grill eller pølsevogn. Internt arrangement.

Relaterede artikler

Nyeste artikler