13.5 C
Randers
fredag, september 11, 2026

Historisk bronzeskulptur forsøgt stjålet – har fået ben savet over

Bronzeskulpturen ‘En stående Eva’ af Johan Galster, der har stået ved indgangen til Skovbakken i Randers siden 1950, er blevet forsøgt stjålet.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Det ene ben er blevet skåret helt over, mens det andet ben er skåret cirka 80 procent over, lyder det. Det er nu anmeldt til politiet af kommunen, og skulpturen er ved at få udbedret sine skader.

Det ene ben er skåret helt over, og det andet er skåret 80 procent igennem, så nogen var meget tæt på at få den med sig. Det gør mig både vred og trist, for vi taler om et kunstværk, der har stået på Skovbakken siden 1950 og er en del af vores fælles kulturarv,” siger Rosa Lykke Yde, som er formand for bestyrelsen for Randers Kommunes kunstfond.

Tyveriforsøget blev opdaget af Randers Kommune torsdag morgen, hvor gerningspersoner havde skåret skulpturen næsten fri fra soklen, men af ukendte årsager ikke fået den med sig. Tyveriforsøget er anmeldt til politiet, og skulpturen, som er skabt af billedhuggeren Johan Galster, er ved at få udbedret skaderne.

»En bronzekonservator er i gang med at udbedre skaderne. Samtidig har vi opsat en midlertidig afspærring omkring skulpturen, etableret kameraovervågning i området og øget vagtrunderingen,« siger Helga Hjerrild, kulturkonsulent i Randers Kommune, og tilføjer:

»Der er tale om en smuk, klassisk skulptur, og det er virkelig ærgerligt at se den blive udsat for et tyveriforsøg. Mange af vores skulpturer har stået i byrummet i generationer, og nogle af dem i mere end 100 år. De er til glæde og gavn for alle borgere, og derfor ønsker vi selvfølgelig, at vores kunstværker kan stå i fred og ro. Derfor er vi også meget taknemmelige for, at opmærksomme borgere holder øje med dem og reagerer, når noget ser mistænkeligt ud.«

Randers Kommune opfordrer borgere, der har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring Skovbakken natten til torsdag, til at kontakte politiet.

Foto: Randers Kommune

Relaterede artikler

Nyeste artikler