Læserbrev af Michele Offenbach Holm, regionsrådsmedlem, Region Midtjylland, Gruppeformand for Socialdemokratiet
Forestil dig at se dit barn få det dårligere uge for uge – og vide, at hjælpen først kommer mere end et halvt år senere. For mange familier i Region Midtjylland er det desværre virkeligheden.
De netop offentliggjorte tal for børne- og ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland er bekymrende læsning. Alt for mange børn og unge venter alt for længe på at få den rette hjælp.
Tallene viser, at over halvdelen af børn og unge i Region Midtjylland venter mere end 180 dage på at blive udredt. Samtidig er ventetiden til behandling steget til 61 dage og ligger nu næsten tre uger over landsgennemsnittet.
Det er ganske enkelt ikke godt nok.
Bag ventetiderne gemmer der sig børn, som ikke kan passe deres skole. Unge, der mister fodfæstet i hverdagen og trækker sig fra fællesskabet. Og forældre, der hver dag forsøger at holde sammen på familien, mens de venter på, at deres barn får den hjælp, det har brug for.
Vi ved, at tidlig hjælp gør en afgørende forskel. Jo tidligere et barn får den rette behandling, jo større er muligheden for at komme godt videre i livet. Derfor må vi ikke acceptere, at børn og unge skal vente så længe på hjælp.
I Socialdemokratiet gik vi til årets budgetforhandlinger med et klart mål om at styrke børne- og ungdomspsykiatrien. I budgetaftalen prioriterede vi en markant styrkelse af området og sikrede et varigt løft på 32,8 millioner kroner om året, så indsatsen i børne- og ungdomspsykiatrien fortsætter, også når de statslige midler udløber.
Samtidig er flere gode initiativer allerede sat i gang, og inden længe præsenteres akutplanen for børne- og ungdomspsykiatrien, hvor nedbringelse af ventetider er et helt centralt fokus.
Akutplanen er både nødvendig og kærkommen. For ingen børn eller unge i Region Midtjylland skal vente et halvt år på den hjælp, de har brug for.


