5.2 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. juli 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

48-årig mand anholdt og sigtet efter vanvidskørsel – bil beslaglagt

En færdselsbetjent i en civil politibil med videoudstyr kørte tirsdag kl. 21.03 bag en bil på Molsvej i Rønde, da bilisten i høj fart kørte ud over spærrelinjerne og foretog en ulovlig overhaling. Længere henne ad vejen målte betjenten bilisten til at køre over dobbelt så hurtigt, som det tilladte i en 60 km/t-zone, og betjenten satte udrykningen til.

Det standsede dog ikke bilisten, der fortsatte gennem Egens by i høj fart og videre til Grønfeld, hvor han igen blev målt til hastigheder på over det dobbelte af det tilladte.

I Femmmøller kørte bilisten ned ad en mindre sommerhusvej, der endte blindt, og her spærrede betjenten vejen med sin bil, hvorefter den 48-årige fører af den eftersatte bil standsede. Her blev han, cirka 10 minutter efter eftersættelsen begyndte, anholdt af færdselsbetjenten, og kort efter ankom en hundepatrulje, der var blevet tilkaldt. 

En alkometertest foretaget på stedet viste, at den 48-årige havde en promille et stykke over 2,0.

Da både kørslen med den høje promille og de store hastighedsoverskridelser betegnes som vanvidskørsel, blev bilen, der i øvrigt er leaset, beslaglagt med henblik på konfiskation. 

Den 48-årige er foreløbigt sigtet for en række færdselsforseelser, sprit- og narkokørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Da det viste sig, at han er frakendt kørekortet, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. 

En blodprøve skal nu slå fast, hvad promillen var under kørslen, og om den 48-årige havde stoffer i blodet. 

Den 48-åriges kæreste befandt sig på passagersædet under kørslen, men hverken hun eller den 48-årige kom noget til under episoden.

Da det er blevet vurderet, at der ikke er juridisk grundlag for at fremstille den 48-årige i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, blev han løsladt efter endt afhøring.

**

Anmeldelse om mand med machete 

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 6.08 en anmeldelse om, at to mænd var oppe at slås omkring Ringvej Syd/Søndervangs Allé i Viby, og den ene skulle være bevæbnet med en machete.

Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf en 25-årig mand, der sad på en bænk i området. Han blødte fra et mindre snitsår i benet, men han havde ikke lyst til at fortælle politiet, hvad der var sket.

Da han heller ikke ville fortælle, hvem han var, blev han anholdt med henblik på at sikre hans identitet. Inde på politistationen fandt politiet frem til hans navn og adresse, hvorefter han blev løsladt.

Østjyllands Politi efterforsker nu episoden nærmere for at klarlægge hændelsesforløbet.

**

To udenlandske statsborgere tilbageholdt efter tyveri

En vagt i Salling i Aarhus C kontaktede tirsdag kl. 16.29 politiet, efter han havde tilbageholdt to mænd, som han havde taget på fersk gerning i færd med at stjæle parfume.

Ifølge vagten havde han opdaget, at mændene pakkede nogle parfumer ud og puttede i en taske, og da de var på vej ud af udgangen, blev de begge tilbageholdt. Via overvågningen kunne det ses, at mændene også tidligere på dagen havde stjålet parfume i butikken.

Begge blev sigtet for tyveri, da politiet kom frem, og da mændene er rumænske statsborgere uden fast bopæl i Danmark, bliver de tilbageholdt på Udlændingeloven, mens Udlændingestyrelsen vurderer, om de skal udvises af landet.

**

Slagsmål i forlystelsespark – fem personer sigtet

En patrulje kørte tirsdag kl. 19.40 til Djurs Sommerland ved Nimtofte efter en anmeldelse om, at nogle unge kvinder var oppe at slås i forlystelsesparken.

Da politiet kom frem, var slagsmålet overstået, men ud fra afhøringer af de involverede og vidner på stedet, viste det sig, at to grupper af kvinder var kommet op at skændes ved en forlystelse, og det var endt med, at de havde slået på hinanden, og nogen var blevet revet i håret.

Fem kvinder på hhv. 16, 16, 19, 32 og 45 år blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Ingen af kvinderne kom umiddelbart til skade ved slagsmålet.

**

To mænd sigtet efter mindre slagsmål

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 15.24 en anmeldelse om, at to unge mænd var oppe at slås ved en uddannelsesinstitution på Hørret Skovvej i Mårslet. Da patruljen kom frem, traf de en 20-årig mand og en 24-årig mand, som havde været i et mindre slagsmål.

Den 24-årige havde under uoverensstemmelserne slået sin hånd igennem en glasdør og havde pådraget sig nogle mindre skader.

Begge mænd blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden ved at have indlagt sig i slagsmål med hinanden.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 13.26 blev en 25-årig kvindelig bilist standset på Torvegade i Randers C og sigtet for at køre i frakendelsestiden. Da den 25-årige var søgt af fogedretten, blev hun anholdt og kørt til retten.

Tirsdag kl. 16.06 skete der et færdselsuheld i krydset Hammelvej/Møllevangsvej i Randers SV. En 44-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 78-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 44-årige blev sigtet for ikke at have holdt nok afstand til den forankørende.

Tirsdag kl. 20.50 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.

Relaterede artikler

Nyeste artikler