Weekendens veteranmesse i Randers bød på mange spændende foredrag. Ikke mindst med folk, som selv har været udsendt, men også pårørende.
Rasmus fra Randers har været udsendt til Afghanistan to gange, hvilket resulterede i en PTSD (Posttraumatisk Stresssyndrom, red.)
Han er 38 år gammel og er i fleksjob i Aalborg.
Rasmus blev værnepligtig i Holstebro i 2003. Det blev en fantastisk verden, der åbnede sig. Før var han en ung usikker dreng, og havde svært ved at finde ud af hvad han ville i fremtiden.
Jeg var for ung på det tidspunkt til at skulle af sted. Familien bakke ikke op og selv var jeg igen usikker, og sagde derfor nej til udsendelse
Forsvaret blev en lettelse
I forsvaret, var der pludselig nogen som gav ham besked på hvad han skulle, og det var en lettelse for ham.
Herefter meldte han sig til tjeneste i Irak.
»Jeg var for ung på det tidspunkt til at skulle af sted. Familien bakkede ikke op og selv var jeg igen usikker, og sagde derfor nej til udsendelse« fortæller Rasmus.
Tilbage i det civile liv er der pludselig ingen der fortæller ham, hvad han skal gøre. Det resulterede i en meget rodet periode for ham.
I august 2006 søger han ind til forsvaret igen, efter at være gået fra kæresten. Han kommer denne gang til et telegrafregiment, og senere til Hjørring.
Afghanistan var anderledes end fjernsynet
Herefter gjorde han alvor af at tage af sted til Afghanistan fordi han ønskede at hjælpe nogle mennesker og sætte sit aftryk.
»Det viste sig at være en helt anden virkelighed, end den man så i fjernsynet,« måtte Rasmus erkende.
Her skulle han pludselig være voksen, og træffe nogle seriøse beslutninger.
Festens midtpunkt
Ved en privat fest følte han sig som festens midtpunkt, fordi han havde været ude og redde menneskeliv.
»Jeg havde godt bemærket, at der var et eller andet med mig. En kammerat havde siddet og fulgt mig, og pludselig siger han til mig, at der et eller andet var helt forkert med mig,« forklarede han.
PTSD blev afvist som arbejdsskade
Herefter begyndte det med PTSD, men Rasmus nægtede det overfor sig selv.
Det blev forsøgt at få det behandlet som en arbejdsskade, men det blev afvist. Styrelsen mente ikke, at håndteringen af kvinder og børn i Afghanistan og dræbte kammerater kunne give PTSD.
Det var han glad for, fordi han derfor var overbevist om, at sine reaktioner som normale, og dermed kunne beholde sit job i forsvaret.
Druk og slagsmål
Rasmus fejrede det med druk, og opføre sig åndssvagt bl.a. ved at opsøge slagsmål, og bare være rigtig træls, som han selv beskrev det.
Perioden fra 2008, hvor han kom hjem, og frem til 2010 var ikke hans mest stolte periode i sin militære karriere.
Efter behandling af en tid med depression blev han igen sendt til Afghanistan i 2012. Der nede var det lige som at komme hjem for ham.
»Da jeg kom hjem i 2013 skulle jeg pludselig til at forholde mig til regninger, e-boks m.v., som for mig var fuldstændig lige gyldigt« pointerede veteranen.
Efter nogen tid begyndte problemerne igen, og endnu en gang blev det anmeldt som en arbejdsskade. Samtidig begyndte med denne proces med druk o.s.v. igen.
Han var bange for diagnosen PTSD, fordi det betød afskedigelse fra forsvaret. Derfor forsøgte han hele tiden at undgå diagnosen, fordi han derved ville miste sin identitet.
»Når jeg kom hjem, kunne jeg sidde i bilen i en time og bare kigge. Det var svært at komme ind i min lejlighed, for her var jeg bare den civile mig,« forklarede Rasmus.
Han trænede alt for meget for at holde hjernen i ro. Trænede til kroppen sagde fra, og derefter irriterer han sig over, at han nok var for gammel til at træne.
Rehabititeringsforløb
Alligevel endte han i 2015 i et rehabiliteringsforløb i forsvaret, men følte, at han slet ikke passede ind.
Herefter aftalte han med Veterancentret, at han skulle tage en uddannelse som fysioterapeut. Forud måtte han gennemføre en HF-eksamen, og her gik det helt galt.
Han fik kontakt til et af træningscentrene, og langsomt måtte han erkende, at det hele bar hen imod en førtidspension. Men han ville arbejde, og fik i 2019 et fleksjob i træningscentret.
Det gav ham et lys i horisonten, for det gav ham håb om at komme tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. Han pressede sig selv til det yderste, og det førte til flere fysiske sygdomme.
2019 blev hans værste år nogensinde. Den daværende kæreste forsøgte forgæves at få ham på ret køl, og da det ikke lykkedes skred hun.
Blev indlagt
I oktober 2019 blev han imidlertid indlagt på en psykiatrisk afdeling i Aalborg, da han måtte erkende, at han pludselig var Bjørn fra Randers. Her forsvandt forsvaret som når luften går ud af en ballon. Selvom det var hårdt, var det samtidig en befrielse.
Efter et opslag på Facebook, hvor han lagde alle kortene på bordet, fik han flere henvendelser fra familie, venner og bekendte. Det var forløsende.
Blev Rasmus fra Randers
Nu kunne han være Rasmus fra Randers, uden at gøre ham syg. I dag er han ansat i ”Huset Venture” i Aalborg, hvor han hjælper andre mennesker.
»Og nu står jeg her,« afsluttede han, og høstede stort bifald.
