21 C
Randers
lørdag, august 13, 2022

Årets Veterankommune 2022 er fundet

Forsvarsministeren kunne i dag overrække prisen som Årets Veterankommune 2022 til Københavns Kommune.

Københavns Kommune har i en årrække haft stort politisk fokus på at udvikle kommunens veteranindsats, så den i dag fremstår målrettet og helhedsorienteret.

Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester modtog prisen på Københavns Rådhus i selskab med aktører fra kommunens veteranindsats. Prisen skal nu stå til skue på Københavns Rådhus, indtil den næste vinder af prisen udpeges. Københavns Kommune overtager prisen fra Randers Kommune, der modtog prisen som Årets Veterankommune i 2021.

Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler:

»Siden 2019 har Københavns Kommune udviklet dets veteranindsats i en sådan grad, at kommunen i dag velfortjent har modtaget prisen for Årets Veterankommune 2022. Kommunen er et godt eksempel på, hvordan politisk fokus har stor betydning for udviklingen af veteranindsatsen – også i den enkelte kommune. Kommunerne udgør en central del af den samlede veteranindsats. Kommunerne spiller en vigtig rolle i mange forhold, som vedrører veteraner og deres familier. Det gælder f.eks. bolig, beskæftigelse, ydelser, familieforhold førtidspension mv. Med prisen som Årets Veterankommune sætter vi fokus på, og anerkender, kommunernes indsats for vores veteraner.«

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Christian Lütken (V) udtaler:

»Jeg er enormt stolt over, at vi i København modtager den her pris. Vores veteraner har gjort en uvurderlig indsats for Danmark. De har givet os mulighed for at tage ansvar ude i verden og kæmpe for de værdier vi tror på: fred, frihed og demokrati. I Danmark og København er vi stolte af vores veteraner, og de fortjener vores anerkendelse og dybeste respekt. Derfor har det også været vigtigt for os i København at hjælpe veteraner med overgangen fra udstationering til en civil karriere. For nogle går det hurtigt, for andre er det en lang sej kamp, men fælles er, at veteraner har masser af byde på og nogle helt unikke kompetencer, som vi kan få gavn af som samfundet. En stor tak til vores dygtige medarbejdere og de mange samarbejdspartnere på veteran-området, som har hjulpet os med at nå hertil.«

Randers Kommune var den første kommune til at modtage prisen som Årets Veterankommune. Daværende forsvarsminister Trine Bramsen indstiftede prisen, der skal styrke og synliggøre kommunernes vigtige veteranindsats.

Læs også: Randers er årets veterankommune


Fakta om Årets Veterankommune 2022


Mange kommuner gør en stor indsats for veteraner. For at anerkende indsatsen og for at motivere flere kommuner til at gøre det samme, er der etableret en pris for anerkendelse af kommunernes indsats.

Alle kommunerne i rigsfællesskabet kan indstilles til prisen. Det er kommunerne selv, der indstiller sig til prisen via Veterancentrets hjemmeside. Randers Kommune modtog prisen i 2021.

Årets Veterankommune modtager en skulptur, som ”vandrer” hvert år til en ny kommune ved tildelingen af prisen. Skulpturen er lavet af metal fra en skrottet pansret mandskabsvogn, der er doneret af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Skulpturen er fremstillet af veteraner fra Fyn samt lærere og elever på Syddansk Erhvervsskole.

Der bor mere end 3.000 veteraner i Københavns Kommune, hvilket gør kommunen til den største veterankommune i rigsfællesskabet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler