0.7 C
Randers
lørdag, februar 4, 2023

Børge gik til modstand

Et af de sidste vidner som var aktiv i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt, bor i Randers. Den 95-årige Børge Simonsen fortæller her om tiden under besættelsen.

Allerede som 18-årig kom han med i modstandsbevægelsen via FDF-spejderne, hvor han var tropsfører. Mange af disse FDF-fører, kom med i Dansk Samling.

Han mener, at det var en kombination af medlemskabet af Dansk Samling og sin personlige holdning om, at tyskerne skulle ud af landet, der var medvirkende til, at han gik ind i modstandsbevægelsen.

På et tidspunkt var FDF’erne med til en civil øvelse sammen med Falck og hele beredskabet og en masse ambulancer. Der blev raget huse ned omkring Søndergade ved havnen.

De var med som figuranter. Her så de, at beredskabet benyttede røgbomber, og straks opstod der spekulationer om ikke de kunne bruges til et eller andet. Bomberne kunne de ikke få fat i, så de måtte selv fremstille røgbomberne ved hjælp af salpeter, savsmuld og andre ingredienser. Samtidig forsøgte de også at fremstille sprængstoffer.

En medarbejder fra sin fars møbelpolsterværksted på Viborgvej havde været ved Livgarden, og var kommet hjem den 29. august 1943.

Han bad dem om at lade være med at fremstille hjemmelavede sprængstoffer, men opfordrede Børge Simonsen til at mødes med ham på Viborgvej samme aften.

På Viborgvej lå »Petersens Gartneri« (hvor Water og Wellness ligger i dag).

Medarbejderen fra møbelpolsterværkstedet var med i en nedkastningsgruppe, som allerede var i gang. Disse nedkastninger fandt sted ude ved Fladbro Hede.

Børge Simonsen har aldrig selv været med til nedkastninger, men det var derimod hans fætter Villy Jensen. På FDF-museet i Randers findes der flere beretninger fra nedkastningerne, fra medlemmer som var med til nedkastningerne. Herunder en beretning fra Villy Jensen.

Bagerst i »Petersens Gartneri« var der bygget et lille værksted, hvor der blev opbevaret masser af våben. Disse våben var smurt ind i olie, og Børge Simonsen blev sat til at rense dem.

Børge Simonsens gruppe hed »V,« hvilket sandsynligvis blot var en forkortelse af »Vest.« Der blev oprettet 3 V-grupper: V1, V2 og V3. Børge Simonsen var med i gruppe »V2.«

Gruppeføreren for alle grupper var Hans Erik Petersen, der i øvrigt var bror til Gertrud Petersen, som var kurer for nedkastningschefen Jens Toldstrup.

I begyndelsen af 1945 skulle der ske en fordeling af våben mellem grupperne. I den forbindelse kom Hans Erik Petersen med en trækvogn. Den blev læsset med maskinpistoler, geværer og sprængstoffer. De skjulte våbnene med nogle sække, og gik af sted. Ved viadukten på Viborgvej stod der tyske soldater nede, og de kørte lige forbi dem med de mange våben. Heldigvis blev de ikke standset og undersøgt. Var de blevet det, er der ingen der ved, hvad der ville være sket.

Fra da af lærte jeg, at jeg aldrig skulle gå med våben, hvis ikke det var strengt nødvendigt

Det var ikke usædvanligt, at Børge Simonsen bar våben i sin sovepose. En aften var han på vej hjem, og gik med sin sovepose rullet sammen under armen. Da han kommer på til Steen Blichers Gade, står der pludselig 4 tyske soldater omkring ham. De standsede alle forbipasserende, og alle blev visiteret.

Simonsen blev beordret til at rulle soveposen helt ud, og den blev undersøgt grundigt, men der var heldigvis ikke noget at komme efter.

»Fra da af lærte jeg, at jeg aldrig skulle gå med våben, hvis ikke det var strengt nødvendigt,« erklærer han.

Når der blev lavet sabotage, benyttede man primært plastisk sprængstof, også kaldet marcipan. Det blev forsynet med en sprængblyant, detonator, og herefter en lunte.

Han og andre gruppemedlemmer skulle læres op til at blive sabotør. Derfor fik de ofte besøg af forskellige personer, som kom for at undervise dem i bl.a. brug af sprængstoffer, men ingen kendte deres rigtige identitet. Takket være undervisningen blev Børge Simonsen selv efterhånden ferm til at fremstille bomber.

To FDF’ere som tilhørte en anden gruppe, lavede et par magnetbomber. De blev placeret på nogle kanoner, der stod oppe på Markedsgades Skole.

Sprængningen gik planmæssigt, men samme aften lavede tyskerne en razzia i Randers, og mange blev arresteret på grund af sprængningen i Markedsgade. Det ville man ikke risikere mere, og dette sammen med tiltagende stikkeri var medvirkende årsager til, at det blev forbudt at lave sabotage i Randers.

Men det kriblede i Børge Simonsens fingre, og derfor spurgte han lederen, om ikke de snart skulle i gang igen. Han var utålmodig.

Sabotage mod slæbebåden ”Bjørn”

»En formiddag den 13. april 1945 ringede gruppefører Hans Erik og bad mig komme for at hjælpe med at flytte nogle kasser. Og det skulle faktisk være med det samme. Da jeg kom der ud, forklarede han, at vi skulle ned til havnen. Der var nogen, som havde forsøgt at hæfte nogle magnetbomber på skibet, men det var mislykket. Derfor skulle vi ned og angribe båden. Vi var fire mand fra gruppen.«

Det viste sig, at det var slæbebåden ”Bjørn,” som skulle uskadeliggøres. Tyskerne forsøgte at beslaglægge stort set alt, hvad der kunne sejle. Derfor var det angiveligt en ordre fra England, at skibet skulle sænkes.

De var fire mand, og de læssede vore bagagebærer. Alle var bevæbnede med pistoler. Så cyklede de to og to af sted for at møde en mand i krydset Hadsundvej og Nørre Boulevard. Børge Simonsen fulgtes med Frantz Hartz.

Manden de mødte, som kun Hans Erik Petersen kendte, beordrede dem ned på Kirketerpsvej ved sygehuset. Her skulle der komme en ambulance med udrykning, og den skulle standses, og ikke andet.

Da ambulancen var standset, dukkede der modstandsfolk op fra grøften, og gav chaufføren ordre på at forlade ambulancen.

Ambulanceføreren var ikke meget for at overlade ambulancen til modstandsfolkene, men ville gerne selv køre.

De bevæbnede frihedskæmpere kørte herefter i ambulance til hjørnet af Tolbogade og Fjordgade, hvor de skulle vente, mens Børge Simonsen og de tre andre tog deres cykler.

Da alle modstandsfolk mødtes igen udleverede gruppefører Hans Erik Petersen maskinpistoler til alle. Han selv og en anden skulle standse trafikken, så ingen kom til skade, mens Børge Simonsen og Frantz Hartz skulle passe på, at der ikke kom tyske soldater fra Tøjhuset, som var besat af tyskerne, og lå kun 200 meter væk.

Den gang lå der et lille skibsværft lige ved siden af hvor de stod. Efter ordre gik Børge Simonsen ind, og ødelagde telefonen, for at være sikker på, at personalet ikke kunne alarmere nogen.

Det var aftalt, at der skulle affyres tre bazooka raketter, og når aktionen mod slæbebåden ”Bjørn“ var klaret, ville ambulancen komme igen, og Børge Simonsen skulle sammen med Frantz Hartz hoppe ind i ambulancen, hvorefter de skulle køres væk.

Ambulancen kom ret hurtigt, men den susede lige forbi dem, og de to frihedskæmpere vidste ikke, hvad de skulle stille op. Våbnene blev gemt i nogle busker, og cyklerne stod et stykke væk. Dem turde de ikke hente.

På det tidspunkt lå Hadsund-banen ved havnen og de løb hen ad banelinjen, og hjem.

Først senere på aftenen gik de ud efter cyklerne, og da de kom til opgangen, hvor cyklerne stod, kom en dame ud, og fortalte, at hun havde passet på cyklerne. Hun havde set dem, og vidste hvad der skulle ske.

Det var to mand fra Aalborg, som havde fået besked på enten at sænke, eller uskadeliggøre slæbebåden. Det havde de forsøgt dagen før, hvor de sejlede hen, og ville montere nogle magnetbomber. Men tyskerne stod ombord på skibet, og derfor mislykkedes aktionen.

»Det var ikke en ufarlig aktion. Tyske soldater stod ombord på skibet og holdt vagt. Samtidig var der en tysk forlægning kun 200 meter væk« fortæller Børge Simonsen.

Modstandsfolkene kunne konstatere, at skibet ikke var blevet sænket, men blev beskadiget så meget, at det var sat ud af drift i 14 dage.

Cirka 50 år efter læste han i en pjece, som Randers Kommune havde udgivet omkring historiske forhold. Bl.a om sabotagen mod slæbebåden ”Bjørn.”

»Det var helt forkert, det der stod. Jeg rystede over hele kroppen, da jeg læste det, og blev konfronteret med noget, som lå mere end 50 år tilbage, og ikke mindst fordi det ikke passede,« påpeger Børge Simonsen.

»Derfor skrev jeg en korrekt beretning om ”Bjørn,” og den har jeg stadigvæk,« indskyder han.

Befrielsen

»Den 4. maj var der luftalarm midt på dagen, og om eftermiddagen ringede Hans Erik hvor han beordrede mig til at lave en vagtplan.«

»Her fik jeg en seddel, som var markeret med V2. Selv om jeg var den yngste mand, forklarede han, at jeg nu skulle stå for V2-gruppen, og fik ansvaret for at lave en vagtplan i forbindelse med overvågning af de tyske tropper på Viborgvej/Vesterboulevard«

Det sidste stykke tid sov jeg med en ladt maskinpistol, og jeg var klar til at bruge den hvis Gestapo skulle komme for at hente mig

Børge Simonsen, modstandsmand

»Jeg var alene hjemme. Min far og storebror var i biografen. Mens jeg sad og lavede vagtplan, kom frihedsbudskabet i radioen. Det var meget bevægende, og da kom tårerne frem.«

»Jeg bliver stadigvæk bevæget, når jeg tænker tilbage på det. Det var en stor lettelse. Befrielsen fjernede det kolossale pres, som havde lagt på mig og andre modstandsfolk, hvor vi hele tiden var i fare for at blive arresteret, og udsat for tortur.«

»Det sidste stykke tid sov jeg med en ladt maskinpistol, og jeg var klar til at bruge den hvis Gestapo skulle komme for at hente mig,« konstaterer Børge Simonsen.«

Da befrielsesbudskabet havde lydt, cyklede han ud til gruppeføreren Hans Erik. Her fik han navne og adresser på 9 mand, og de skulle have besked om at møde hjemme ved Børge Simonsen om morgenen den 5. maj klokken 7.

»Hjemme hos mig i min fars havehus på Mimersvej 6 var der gemt en tredjedel af sprængstofferne og de våben, som de tre grupper var i besiddelse af. Vi havde våben til 10 mand hjemme hos os plus sprængstoffer,« fortæller han.

Da alle var blevet udstyret med et våben klokken 7, kørte de samlet ud til gruppeføreren. Her kunne de konstatere, at der havde været omkring 30 mand i de tre grupper, og det var der ingen der vidste.

De fik alle udleveret et grønt armbind. De ”rigtige” armbind lå ude i det gamle teater i Østergade, sammen med bl.a. våben.

Teatret blev schalburgteret, og først da opdagede tyskerne, at det var opbevaringssted for modstandsbevægelsen. I den forbindelse tog tyskerne armbindene.

»Jeg var der ovre og kigge på ruinerne. Nogle nysgerrige som stod for tæt på, blev af tyskerne gennet ind for at rydde murbrokker. Så jeg holdt mig på god afstand,« griner Børge Simonsen.

Den 5. maj var der allerede mange folk på Viborgvej, og der var ingen, som rigtig vidste, hvad der skulle ske.

»Derfor kørte jeg sammen med en anden modstandsmand ind til modstandsbevægelsens hovedkvarter på Hotel Randers. Det var pudsigt nok min gamle patruljefører i FDF, og som jeg ikke vidste, havde været med i modstandsbevægelsen,« fortæller han.

Børge Simonsen oplevede, at i modsætning til alle ventegrupper, militærgrupper og politigrupper, som alle vidste nøjagtig hvad de skulle gøre, så der var uvished om sabotagegruppernes rolle.

»Så blev vi sat til at holde vagt på hovedkvarteret. Om natten sov vi på billardbordene i kælderen,« husker han.

Efter et par uger samledes alle grupper i Randers i Håndværkerforeningen, hvor folkene spiste og sov om natten i papirsoveposer. Det viste sig senere, at de var beregnet som ligposer.

50 års tavshed

De første 50 år efter krigen, snakkede vi faktisk slet ikke om det. Det var kun hvis man mødte én, som også havde været med i modstandskampen.

Allerede i 1945, lige efter krigen, spurgte KFUM-sekretæren Børge Simonsen, om ikke han ville komme og fortælle de unge spejdere om den tid, og det indvilgede han i.

Det blev det første og sidste foredrag. Han er flere gange blevet opfordret til at holde foredrag om sine oplevelser i modstandsbevægelsen.

»Det gør jeg ikke,« understreger han bestemt. »Jeg vil faktisk helst ikke konfronteres med det, og vil helst glemme det.

Han havde haft for mange ubehagelige oplevelser. Ikke bare for ham selv, men også for familien og mange af dem han kendte. Det har gjort for ondt at tænke på.

»Mange af dem jeg kendte, kom hjem fra de tyske koncentrationslejre og var fuldstændig nedbrudte. Når man tænker på de ar, som disse mennesker fik, fordi de blev tæsket og udsat for tortur, har været så forfærdeligt, og det vil jeg gerne have på afstand,« pointerer den tidligere modstandsmand.

Børge Simonsen selv har taklet sine oplevelser gennem spejderaktiviteter.

I 2020 var det 75-året for Danmarks befrielse. Desværre måtte markeringen udsættes på grund af corona epidemien.

Derfor blev markeringen udskudt fra den 5. maj til den 11. oktober sidste år. Her deltog H.K.H. Prinsesse Benedikte og skuespiller Bodil Jørgensen i en festgudstjeneste i Spentrup Kirke, og efterfølgende i en frokost på Hvidsten Kro.

I forbindelse med markeringen var flyvevåbnet og Jægerkorpset blevet spurgt, om de ville deltage som en hyldest til de sidste modstandsfolk. De gav omgående tilsagn, og derfor blev dagen markeret med overflyvning af Hvidsten med to F16-jagere, og nedkastning af to jægersoldater.

Børge Simonsen deltog i hele programmet, og blev derfor hyldet af både det danske flyvevåben, og elitesoldater fra Jægerkorpset.

Herfra beder vi Børge Simonsen modtage vor respektfulde honnør for sin indsats for Danmarks frihed.

Relaterede artikler

Nyeste artikler