15.3 C
Randers
lørdag, juli 13, 2024

Byrådsmøder med plads til forbedring

Læserbrev af Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Østbroen

For lang tid mellem Byrådsmøderne, talerlister der lukkes for tidligt, alt for mange sager på samme dagsorden, alt for mange udvalg og alt for lange Byrådsmøder, resulterer i et dysfunktionelt Byråd.

Byrådet er sat i verden for at træffe beslutninger, men Byrådet er også sammensat for at udfolde demokratiet, ved at de forskellige partier og lister kan debattere synspunkter og udtrykke netop deres holdning og meninger til bestemte sager, både for og imod.

I Århus og Esbjerg har man Byrådsmøder hver 14 dag, det betyder 22 Byrådsmøder i Århus, 18 i Esbjerg, hvilket betyder kortere møder, hurtigere behandling af sagerne og resultatet er et effektiv Byråd der får ekspederet sagerne, så borgere, virksomheder, foreninger, institutioner m.v. kan komme videre.

I Århus har man 6 udvalg, i Esbjerg har man 7 udvalg.

I Randers har vi 13 Byrådsmøder og vi har 11 udvalg

Vi har i Randers Kommune et udvalgsstyre, hvor sager behandles og sager sendes i Byrådet, men møderne og debatten er lukket for offentligheden, på nær beslutningen, og der må ikke refereres fra udvalgsmøderne, så Byrådet er det eneste sted, hvor alle partier og lister er repræsenteret, og der offentligt kan debatteres synspunkter og holdninger til de fremlagte sager.

Det er på Byrådsmøderne, borgerne får lejlighed til at følge debatten, og man som parti, liste eller Byrådsmedlem har muligheden for at fremføre sin egen overbevisning, og den eneste mulighed for offentligt, at overbevise sin Byrådskollegaer om at ændre holdning, netop via debatten.

Om nogle Byrådskollegaerne så vælger at lytte og aktivt deltage i debatten, eller som nogle, bruger mere tid på at kigge på deres telefoner, ligge ting op på de sociale medier mens Byrådsmødet og debatten foregår, eller sidder og snakker mens andre taler er en anden sag, men det handler jo mere om disciplin og respekt.

Til trods for at der er indført taletidsbegrænsninger og Borgmesteren lukker talerlisterne alt for hurtigt og derved afskærer de demokratiske muligheder og processer, så er det yderst sjældent, at Byrådet når dagsordenssagerne, og derfor overføres der sager fra møde til møde, og nogle sager kan afvente 4 til 5 Byrådsmøder før de når at blive debatteret og behandlet.

Det går ikke, og det skal vi have gjort noget ved.

I Østbroen ønsker vi, at Byrådet skal være mere effektivt på ekspedition af sagerne, men samtidig have mere tid til at debattere.

Randers Byråd skal slankes for udvalg, og så skal der indføres Byrådsmøder hver 14 dag.

Relaterede artikler

Nyeste artikler