Læserindlæg af Frank Nørgaard, byrådsmedlem og kandidat for Dansk Folkeparti, KV2021
For nylig kunne man læse om en ”Kræmmerfamilie” fra Hals i Nordjylland. De havde haft en stand til Kræmmermarkedet i Arena Randers. Ud fra artiklen havde de haft en god dag i det Kronjyske, men specielt manglen på P-pladser gik igen indtil flere gange. Her bliver jeg især opmærksom på familiens problemer med at finde parkering da de efter kræmmermarkedet vil finde en P-plads i byen, med henblik på et restaurantbesøg i midtbyen…
Randers er landets 6. største by, og vi må gøre det bedre når turister og gæster kommer til byen. Det nytter ikke at vi bevæger os i samme retning som Aarhus, hvor man har gjort det så besværgeligt at være bilist, at selv butikker i den ellers så berømte gågade har svært ved at overleve.
Samme problematik gør sig gældende for midtbyen i vores dejlige middelalderby, butikker lukker, andre flytter, og en del af dem fortæller at årsagen dels skyldes de elendig parkeringsforhold som gør det svært at have et nødvendigt kundegrundlag.
Jeg har i flere år – sammen med mine byrådskollegaer forsøgt at overbevise et flertal i Byrådet om, at der skal etableres flere P-pladser, og gerne gratis pladser, således ansatte i byens butikker, elever på uddannelsesinstitutionerne mv. ikke skal kæmpe om de få pladser som findes i Tøjhushaven og Danmarksgade kvarteret – det er ikke en farbar vej for dem som bor i områderne.
Jeg vil – hvis jeg bliver genvalgt, fortsætte denne kamp, for jeg mener ikke vi er i mål før borgere, turister, virksomheder, butikker, uddannelser og alle andre som kommer til Randers i bil er tilfredse.