Læserbrev af Lars Rytter Sørensen, debattør og indehaver af Radio Kristrup, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ
I Randers taler vi ofte om, hvad der skal til for at skabe en levende by. Vi taler om vækst, bosætning og fællesskab. Der bliver talt langt mindre om, hvordan vores kulturliv faktisk er skruet sammen, og hvem der får lov at fylde i det.
Der er meget at være stolt af. Omkring 15.000 børn og unge i Randers Kommune oplever hvert år scenekunst gennem ordningen “En Til Alle”. Det er skoleklasser, daginstitutioner og lokale børn, der får deres første møde med teater. Det er en styrke og en investering i fremtiden. Det setup har dog en bagside. Randers Teater modtager omkring 6,4 til 6,7 millioner kroner i kommunalt driftstilskud ud af et samlet institutionsbudget på cirka 19,3 millioner kroner. Det svarer til omkring en tredjedel af midlerne. Som §5-teater får det ovenikøbet også statslig medfinansiering, hvilket gør det til en af de mest økonomisk solide kulturaktører i kommunen.
Det er ikke en kritik af Randers Teater. Teatret leverer det, det er sat i verden for. Problemet opstår, når én institution bliver så dominerende, at det ikke længere kun er en prioritering, men en struktur. For når midlerne fordeles, er det ikke kun et spørgsmål om teater. Resten af budgettet går til blandt andet Museum Østjylland, Randers Regnskov, Randers Kammerorkester og GAIA Museum. Det er gode og vigtige institutioner. Samtidig betyder det, at der i praksis er meget lidt plads tilbage til andre former for scenekunst i Randers.
Konsekvensen er, at et konkurrerende teater har svært ved overhovedet at få fodfæste i kommunen. Ikke nødvendigvis fordi kvaliteten mangler, men fordi rammerne gør det svært. Når én institution fylder så meget økonomisk, organisatorisk og publikumsmæssigt, bliver der ganske enkelt mindre plads til, at andre kan etablere sig, udvikle sig og finde et publikum. Teaterskolen Kastalia er et af de få eksempler på en aktør uden direkte tilknytning til Randers Teater. Det understreger pointen. Når der kun er ganske få uafhængige miljøer tilbage, siger det noget om, hvor svært det er at skabe noget ved siden af den etablerede struktur.
Når 15.000 billetter samtidig er finansieret gennem en kommunal ordning, er det ikke efterspørgslen fra borgerne, der driver udviklingen. Det er en politisk prioritering. Det sikrer adgang, men det betyder også, at én institution i praksis får både publikum og platform stillet til rådighed.
Det er værd at spørge, om vi overhovedet opdager det, når mangfoldigheden forsvinder. Et kulturliv kan godt fremstå aktivt og succesfuldt, samtidig med at variationen i virkeligheden bliver mindre. Aktivitet er ikke det samme som mangfoldighed.
Randers har fået et nyt byråd og dermed en mulighed for at se på prioriteringerne med friske øjne. Det bør også gælde kulturen. En justering af balancen behøver ikke svække det eksisterende teater. Den kan tværtimod være med til at skabe et stærkere og mere levende kulturliv, hvor flere aktører får mulighed for at vokse frem.
Randers kan godt holde til mere end ét stort teater. Spørgsmålet er bare, om kulturpolitikken kan.
