Randers Kommune samler erhvervsindsatsen i nye lokaler i centrum af Randers.
Tirsdag den 2. juni flytter Randers Kommune Erhverv ind i nye lokaler i Randers Midtby. Her får medarbejdere og erhvervsdirektør Tina Mariager fælles base tæt på både erhvervsliv og midtby. Flytningen markerer næste skridt i at skabe én nem indgang til kommunen for virksomheder og samle erhvervsliv, kommune og muligheder tættere på hinanden.
»Vi ønsker at møde virksomhederne og gøre det nemt at komme forbi til en kop kaffe. Vi skaber et åbent hus, og én nem indgang. Virksomheder skal hurtigt kunne få sparring, komme videre med projekter og ideer og kunne indgå i samarbejder. I kommunen er der virksomheder med ambitioner, og dem skal vi møde med en erhvervsservice, der er synlig, tilgængelig og handlekraftig,« siger Henrik Hove, formand for Erhvervs- og Planudvalget.
Målet med Randers Kommune Erhverv er at skabe hurtige kontaktveje, stærke samarbejder og bedre forbindelser mellem virksomheder, arbejdskraft og byudvikling. Samtidig skal Randers Kommune Erhverv være med til at synliggøre de muligheder, kommunen rummer. Det skal være let for virksomheder at etablere, udvikle og drive virksomhed i Randers.
»Jeg glæder mig til at åbne dørene og tage imod virksomhederne i de nye rammer. Vi vil gerne skabe et sted med plads til dialog, samarbejde og sparring – men også et sted, hvor virksomheder oplever, at der er kort vej til kontakt, beslutninger og mennesker, der kan hjælpe dem videre,« siger Tina Mariager, erhvervsdirektør.
Virksomhedernes indgang til muligheder i Randers Kommune
Randers Kommune Erhverv flytter ind i Kirkegade 1 i Randers. Den nye enhed bygger på ambitionerne om stærk erhvervsservice, tæt dialog og stærke forbindelser mellem virksomheder, kommune, uddannelsesinstitutioner og erhvervsfremmeaktører. Derfor får Randers Kommune Erhverv også fysisk til huse centralt i byen som et synligt og åbent erhvervshus hvor der både kan foregå arrangementer, holdes møder, udvikles og hjælpes med ethvert spørgsmål fra erhvervslivet. Her møder virksomheder medarbejdere, der kender både erhvervslivets behov og kommunens muligheder.
»Et stærkt erhvervsliv er afgørende for udviklingen af Randers. Derfor skal vi være tættere på virksomhederne og hurtigere til at samle de rette samarbejder omkring vækst, arbejdskraft og udvikling. Det er den retning, vi sætter med Randers Kommune Erhverv,« siger Henrik Hove, formand for Erhvervs- og Planudvalget.
Åbent hus i Randers Kommune Erhverv
Randers Kommune inviterer virksomheder, samarbejdspartnere og alle interesserede til åbent hus i Randers Kommune Erhvervs nye lokaler i Kirkegade 1 den 1. juli.


