Hvis ens hund ikke kommer, når man kalder på den, kan det være tegn på hedeslag, lyder det fra dyreværnschef.
Sommervarmen rammer for alvor Danmark onsdag med temperaturer, der kan nærme sig rekordhøje 36 grader nogle steder.
Mange danskere har formentlig allerede planlagt at spise masser af is og søge mod vandet for at køle sig ned.
Men hvad med vores firbenede venner?
Ifølge Yvonne Johansen, dyrlæge og dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse er det helt afgørende, at der er særligt fokus på kæledyrene i disse dage.
»Dyrene er slet ikke vant til de temperaturer, der er udsigt til, og det kan potentielt være fatalt for dem, hvis ikke vi mennesker tager nogle forholdsregler,« siger hun.
Husk solen flytter sig
Dyreværnschefen har en række gode råd til, hvad man kan gøre for sine kæledyr. Hun er dog ikke i tvivl om, hvad det vigtigste er: skygge og vand.
»Der skal altid være adgang til rent vand og skygge. Vand er vi vant til at have fokus på, men skygge skal man virkelig også være opmærksom på er tilgængeligt, når det bliver så varmt,« siger hun.
Yvonne Johansen understreger, at det ikke kun gælder, hvis man har hund eller katte, men også de mindre dyr i bure kan lide voldsomt i varmen.
»Hvis man eksempelvis har kaninbur udenfor, så skal man sørge for, at det står i skygge. Og hvis man tager hjemmefra nogle timer, skal man huske, at solen flytter sig.«
Udover skygge og vand peger dyreværnschefen på andre klassiske råd såsom ikke at lufte sin hund midt på dagen og aldrig efterlade sit dyr i en bil.
»Det er en ren dødsfælde. Selv hvis man parkerer sin bil i skyggen. Derfor skal det helt kort lyde fra mig: Lad dit kæledyr blive hjemme, hvis du skal i butikker, og du ikke må have det med.«
Hvis uheldet er ude, skal man straks føre dyret i skyggen og køle dets poter med vand. Herefter skal man kontakte dyrlægen, der vil rådgive.
Yvonne Johansen pointerer dog, at dyr, akkurat ligesom mennesker, naturligt ændrer adfærd, når det er meget varmt, og derfor behøver det ikke være alarmerende. Men man skal være opmærksom på faresignalerne.
»De fleste mennesker vil vide, hvis der er noget galt med deres dyr. Men man skal altid ringe til dyrlægen, hvis man er i tvivl,« siger hun.
Hvis du ser et dyr i en varm bil
Politiet har udarbejdet en guide til, hvad du gør, hvis du ser et dyr, der er blevet efterladt i en varm bil.
Find ejeren. Hvis bilen er parkeret ved et supermarked eller butikscenter, så få dem til at efterlyse ejeren over højttaleren. Få gerne nogen til at hjælpe dig, så du kan blive ved bilen.
Hvis ejeren ikke er fundet inden for et par minutter, så ring til Politiet på 114. Hvis dyret er i livsfare, kan du ringe 112.
Hvis du mener, at dyret er i livsfare, kan du slå ruden ind. Det skal dog kunne bevises, at du handlede i nødret, fordi dyret var i overhængende fare, ellers kan du få en bøde. Skaf gerne vidner.
Sørg for, at dyret kommer ind i skyggen og får vand, så snart det kommer ud af bilen, så det kan køle af. Du kan også dyppe poterne i køligt vand eller svøbe dem i fugtige håndklæder
Politiet: Hvis du ser et dyr i en varm bil
| Seks råd til at beskytte dyr i varmen Vi har samlet seks gode råd til, hvordan du passer på dine dyr i sommervarmen: Sørg for rigeligt med vand På de varme dage er det ekstra vigtigt at sørge for, at alle dyr har adgang til rigeligt, frisk drikkevand. Hvis man lader dyrene bade i åer, vandløb eller havet, skal man være opmærksom på, at der under visse vejrforhold kan samles blågrønne alger i så store mængder, at det kan være giftigt for både dyr og mennesker. Sørg for skygge Både mennesker og dyr skal helst kunne undgå den skarpe sol, specielt midt på dagen. For hundeejerne kan det være en god idé at lægge gåturene tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen. Dyrene på marken bør også have adgang til beskyttelse mod solen – det kan enten være under et halvtag, et træ eller i et læskur. Det samme gælder smådyr som kaniner eller marsvin, hvis de går ude. Her kan et halvtag på løbegården give dem mulighed for at komme i skygge. Efterlad ikke dyr i bilen Man bør aldrig efterlade dyr i bilen, hvis det er varmere end 20 grader. I solen kan det hurtigt blive over 80 grader i bilen, og det kan være dødbringende for et kæledyr. Hvis du alligevel er nødt til at lade et dyr stå i din bil, kan du tage forskellige forholdsregler: Sørg for, at bilen står i skyggen. Vær opmærksom på, at solen flytter sig, så du skal finde et sted, hvor bilen vil være i skyggen hele den periode, du er væk. Stil en skål med frisk vand i bilen. Hav mindst to vinduer åbne, så der er gennemtræk. Læg en seddel i forruden med dit mobiltelefonnummer, så folk kan kontakte dig, hvis der opstår problemer. Giv kolde bade For nogle dyr kan det være rigtig behageligt at få et koldt bad på de varme dage. Heste, køer eller grise kan man køle ned med overbrusning, mens hunde kan have stor glæde af et soppe- eller havebassin. Pas på poterne I sommersolen kan asfalten være hård mod hundepoterne. Den kan faktisk blive så varm, at hunden brænder sig, når den går på asfalten. Undgå at gå tur med hunden midt på dagen og sørg specielt for at undgå mørk og nylagt asfalt. Vær opmærksom på hedeslag Mange dyr vil være mindre aktive og spise mindre i de varme timer. Det er dog vigtigt, at du holder øje med symptomer, der kunne tyde på hedeslag eller andre alvorlige problemer. Det kan være: ● Hyperventilering. ● Slinger eller usikker gang. ● Opkast eller diarré. ● Afmattelse eller nedstemthed. ● Kramper eller kollaps. ● Hvis dit dyr udviser usædvanlig eller bekymrende adfærd, skal du kontakte din dyrlæge snarest muligt. |


