6.4 C
Randers
fredag, april 19, 2024

Formel 1, Mustang og en Austin Cooper med motorcykel-motor sælges på auktion i Randers

Auktionshuset Campen Auktioner A/S med hovedsæde i Randers kører på fulde omdrejninger. Lørdag den 19. november kl. 13.00 afvikler Danmarks mest alsidige auktionshus en kæmpestor fysisk auktion over specialkøretøjer.

Under hammeren kommer knap 100 helt unikke køretøjer – fx en Formel 1 replika Show Car og en Ford Mustang. Den mest spektakulære bil på auktionen er dog en specialbygget Austin Cooper Mini 850 fra 1966. Den er noget af en sjældenhed – nok den eneste af sin art i verden.

Den lille, røde rappe Austin Cooper Mini 850 er den første lovlige, specialbyggede Austin Mini Cooper med baghjulstræk og en centermotor på 98 hk fra en tidligere tysk registreret Honda motorcykel.

Køretøjets karosseri er teknisk identisk med en Austin Mini Cooper S, men denne enestående variant skjuler et helt særpræget og mangfoldigt indre. En virkelig kreativ genistreg vil nogen i bilverdenen mene.

En formel 1 er også til salg

I Austin Cooper Mini 850 er der monteret en bærende gitterramme, der fungerer som styrtbøjle. Cooper’en er bygget sammen af utallige forskellige stumper fra andre køretøjer og er fuldstændig justerbar overalt. Bilen kan skilles ad ved sideruderne og i bunden, så hele bagenden af karosseriet kan løftes op.

Det har taget ejeren Leif Fuhrmann fra Næstved knap 7 år at bygge bilen – og 2 ½ år at få den godkendt af Færdselsstyrelsen til kørsel på offentlig vej. Rapporten om køretøjet fra Styrelsen udgør hele 103 sider. Det er muligvis en uofficiel Danmarksrekord. Fx ligger Hot Rod-køretøjer, der alle er bygget meget om, på ca. 50-60 sider.

Den tidligere pladesmed, Leif Fuhrmann, udtaler: »Det var bare et karosseri, jeg fik hjem i mit firma, som jeg så byggede om til at ligne en rallybil fra 1960’erne. Originalmotoren er fjernet, og pladsen anvendes i stedet til ny brændstoftank og køler m.m.«

Leif Fuhrmann fortsætter: »Der skal jo lovmæssigt være bakgear i en bil, men det er der jo ikke på en motorcykel, så det lavede jeg selv. Jeg har brugt bilen til at køre ræs og bilvæddeløb i Danmark.«

Det charmerende køretøj med 68.307 km i dækkene fremstår som indregistreret, og der medfølger dansk registreringsattest. Bilen blev synet i 2021, og afgiften er betalt. En særdeles interessant automobil med sjæl!

Adm. direktør Ané Gyldholm fra Campen Auktioner A/S fortæller: »Dette køretøj lever til fulde op til sit prædikat som ”specialkøretøj”. Sjældent har vi haft en så spændende og opsigtsvækkende, specialbygget bil på auktion. Vi kan også se, at interessen er tårnhøj for køretøjet, så det bliver interessant at følge dets videre rejse.«

Auktionskataloget favner herudover bredt og indeholder bl.a. veteranbiler, amerikanerbiler, MC’er, knallerter og cykler.

Et fabelagtigt blikfang til en udstilling!

Et andet karakteristisk køretøj er katalognr. 16 fra 1967. Ejeren af den amerikanske muskelbil oplyser, at denne Ford Mustang Coupe oprindeligt var en ganske almindelig familiebil, der er bygget om som en vellykket efterligning af Ford Mustang GT 390 Fastback/ Shelby. Et imponerende stykke arbejde! Køretøjet er synet og indregistreret.

Herudover byder auktionen fx på en: Porsche 911 Cabriolet Targa, VW T2 Camper, Chrysler New Yorker, MG Midget, MG B GT, MG B Roadster, Triumph TR 7 Coupe, Morris Six, Morris 1000 og MC’er fra Nimbus, Honda og BMW samt FZ50, Yamaha og Puch Monza knallerter. En el-sofacykel og en BSA-cykel fuldender auktionens diversitet.

Et besøg på den fysiske auktion på Myntevej 2 i Randers lørdag den 19. november kl. 13.00 vil med garanti være en oplevelse ud over det sædvanlige. En hyggelig familieudflugt eller ven-/venindetur, som kan spices op med velsmagende grillpølser og drikkevarer fra pølsevognen i auktionshallen.

Der er gratis adgang og mulighed for at gøre en virkelig attraktiv bilhandel, da de fleste af køretøjerne sælges momsfrit. Et køb af et specialkøretøj kan være en virkelig god, langsigtet investering.

Praktisk information:

Auktionen finder sted på Campen Auktioner, Myntevej 2, 8920 Randers. Eftersyn finder sted på auktionsdagen fra kl. 11.00.

Relaterede artikler

Nyeste artikler