4 C
Randers
lørdag, november 2, 2024

Indsamling til den kronisk syge Birgitte er i mål: Møder på medicinsk klinik på mandag

Efter ca. 1100 kilometer og godt 11 timers kørsel lander Birgitte Langvad Hansen og manden Steffen i Gdansk i Polen. Familien har lejet en campingbus, hvor Birgitte kan ligge ned hele vejen.

Parret har i dag klokken 8 forladt Randers, og lander i Gdansk i Polen i morgen. Allerede mandag begynder de indledende undersøgelser, med henblik på at udarbejde en behandlingsplan for hendes specielle sygdom.

Med sig har de deres to mindste børn, mens Andreas bliver hjemme og passer hunden Fanta.

I Gdansk modtager hun ambulant behandling i klinikken. Det betyder, at hun skal møde hver morgen klokken 8.00, og tager tilbage til sit logi, hvor familien overnatter.

Birgitte og Steffen har haft kontakt til flere klinikker i Europa bl.a. i Schweiz, men efter at have hørt om andre patienters erfaringer om klinikken i Gdansk, var de ikke i tvivl. Det var her, de skulle hen.

En af kvinderne som har hjulpet med indsamlingen, har selv været af sted tre gange, og det har haft store positive virkninger.

Privatfoto

Vender tilbage om en uges tid.

Når hun ankommer til Randers igen om en uges tid, håber hun og hele familien, at hun har noget medicin med hjem, som hjælper hende ud fra den behandlingsplan som er fastlagt.

Fra klinikken lyder beskeden, at hun muligvis må af sted flere gange, og måske i længere tid af gangen, men det forskrækker ikke Birgitte, hvis bare det hjælper.

For Birgitte har de seneste dage har været hektiske med bl.a. tv-optagelser, folk der skriver beskeder, kommentarer, ringer eller sender sms’er m.v.

Indsamling satte skred i tingene

I oktober sidste år skrev News Netavis en artikel om Birgitte og Steffens situation. Det fik kokken Mads Bjerre Solberg til at gå i aktion. Sammen med restaurant »Fjordgården« lavede han et støttearrangement, som skulle skaffe penge til Birgitte, så hun kunne få mulighed for den nødvendige behandling i udlandet, som hun ikke kan få i Danmark.

Målet for indsamlingen var 500.000 kroner for at være sikker på, at der var økonomiske midler nok til både transport og behandling.

Da indsamlingen ramte de 400.000 kroner begyndte Birgitte og Steffen at tro på det. Pludselig var det realistisk at nå målet.

I sidste uge blev målet nået takket være en stor indsats fra mennesker fra hele landet, og ikke mindst lokale sponsorer.

Indsamlingen slutter først den 25. september, hvor tilladelsen udløber.

Overvældet over opbakning

Birgitte er enormt glad og overvældet over den opbakning, hun har mødt fra alle sider.

»Det er en eksplosion af alle følelser. Der er glæde, ydmyghed og ikke mindst taknemmelighed. Jeg får helt gåsehud ved at tænke på den begejstring og uselviskhed, som mine medmennesker har udvist. Det har virkelig været rørende, og jeg er dybt taknemmelig,« understreger Birgitte, og fortæller, at hun ikke ved hvordan hun skal takke alle, som har hjulpet.

To sjældne sygdomme

Birgitte Langvad Hansen lider af både myalgisk encephhalomyelitis (ME) og postural ortostatisk takykardisyndrom (POTS). Det er to sjældne sygdomme, som hun har haft siden 2017. Hun har i længere tid sammen med andre ME patienter forsøgt at råbe lægerne og myndighederne op fordi de mener, at sundhedsvæsnet svigter dem. Men det har indtil videre været forgæves.

Birgittes sygdomme er nu så fremskredne, at hun ikke har været i bad i mere end seks måneder.

»Når jeg endelig får et bad, foregår det ved at min mand lægger nogle håndklæder på badeværelsesgulvet, hvorefter han spuler mig over,« forklarer hun, og kan ikke holde tårerne tilbage.

Jeg kan beskrive mit situation ganske kort »Der er mit tidligere liv, og så er der mit nuværende helvede,« siger hun.

Det er en eksplosion af alle følelser. Der er glæde, ydmyghed og ikke mindst taknemmelighed. Jeg får helt gåsehud ved at tænke på den begejstring og uselviskhed, som mine medmennesker har udvist. Det har virkelig været rørende, og jeg er dybt taknemmelig

Birgitte Langvad Hansen
I campingbussen er der plads til, at Birgitte kan ligge hele vejen til Polen (Privatfoto)

Håb

Det var en lettet, men træt Birgitte som forlod Randers, og snart ankommer til Gdansk. Udover sin familie som betyder alt for hende, har hun fået håbet om en normal tilværelse tilbage.

»Jeg vil så gerne igen være hustru til Steffen og mor til mine børn,« understreger Birgitte.

Det håb krydser vi fingre for går i opfyldelse, og familien vender tilbage med vished om, at der er en vej til en god tilværelse.

Læs også
Mit liv er et helvede

Læs også
Støttearrangement skal sende Birgitte til nødvendig behandling

Relaterede artikler

Nyeste artikler