7 C
Randers
mandag, oktober 14, 2024

Inger Støjberg skal 60 dage i fængsel

Tidl. integrationsminister Inger Støjberg er kendt skyldig i rigsretssagen om den ulovlige instruks.

Hun straffes med fængsel i 60 dage. Fængselsstraffen er ubetinget, og det betyder, at dommen skal afsones.

Dommen er netop blevet læst op af formanden for Rigsretten, højesteretspræsident Thomas Rørdam.

»Flertallet finder det bevist, at den praksisændring, som Inger Støjberg besluttede, der skulle adminsteres efter, er den der fremgår af pressemeddelelsen, » sagde dommere Thomas Rørdam, da han afsagde dommen.

Det var den 10. februar 2016, at daværende udlændingeminister Inger Støjberg sendte den pressemeddelelse ud, som endte med at stå centralt i sagen.

Støjberg har selv set den som “politisk kommunikation”, og ikke som en juridisk instruks til Udlændingestyrelsen, men Rigsretten havde altså en anden vurdering.

Støjberg selv siger, hun er overrasket over dommen.

»Jeg kan bare sige, at jeg er meget meget overrasket over den her dom. Det er det eneste scenarie, som jeg ikke havde forberedt mig på, fordi jeg mente det var fuldstændigt urealistisk. Men det er der, vi er, og jeg tager min straf, og det gør jeg uden at bøje nakken, og så er det videre,« sagde Inger Støjberg til medierne efter domsafsigelsen.

25 ud af 26 dommere fandt Støjberg skyldig

I denne sag har der været 26 dommere i Rigsretten. 13 politisk udvalgte og 13 højesteretsdommere. 25 af de 26 dommere er nået til, at hun er skyldig med forsæt.

Inger Støjberg var i Rigsretten tiltalt for at have ‘iværksat’ og ‘fastholdt’ en ulovlig ordning om at adskille alle asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig. Uden individuelle vurderinger og partshøringer, som ellers er et krav, inden man træffer sådanne afgørelser.

Sagen handler om adskillelse af 23 unge asylpar. »Det er flertallets opfattelse, at den nye indkvarteringsordning uden undtagelser, var ulovlig. Det var den, fordi Udlændingestyrelsen ikke skulle foretage en konkret og individuel ordning, hvor der ikke skulle tages individuelle hensyn«, sagde dommer Thomas Rørdam, efter dommen var afsagt.

Relaterede artikler

Nyeste artikler