En personbil tiltrak sig fredag kl. 01.55 en patruljes opmærksomhed på Havnegade i Randers C.
Betjentene fik bilisten til at standse, og da de rettede henvendelse til ham, konstaterede de først, at den mandlige bilist havde glemt at gøre brug af sin sikkerhedssele.
Den 20-årige mandlige bilist kunne desuden ikke fremvise et gyldigt kørekort, og det viste sig samtidig, at han havde taget bilnøglerne fra en bekendt uden at spørge om lov først. Han havde også røget en joint og indtaget kokain forud for sin køretur, og resterne af kokainen lå i en cigaretpakke på passagersædet.
I bilen lå også en foldekniv med knivbladet foldet ud, og derudover lå der et koben, en lægtehammer og nogle smertestikkende piller, som den 20-årige ikke havde en gyldig recept på.
Manden blev anholdt, sigtet for kørsel uden brug af sikkerhedssele, kørsel uden førerret, narkokørsel, for at besidde narko, brugstyveri og overtrædelse af både knivloven og våbenloven.
Narko, kniv og våben blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens bilnøglen også blev beslaglagt, så den kunne tilbagebringes til rette ejer.
Den 20-årige mand blev herefter taget med på hospitalet til blodprøveudtagning, inden han senere på natten blev løsladt.
Mere politistof fra Randers
Barn ramt af bil
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 13.41 en anmeldelse om, at en 47-årig mandig bilist havde påkørt en mindreårig pige, da pigen angiveligt var kommet cyklende ud fra en parkeringsplads på Glarbjergvej i det nordøstlige Randers.
Pigen var ved bevidsthed, men klagede over smerter fra forskellige steder på kroppen, og hun blev derfor kørt til nærmere undersøgelse på hospitalet. Hun var ikke umiddelbart i kritisk tilstand.
Ingen personer er for nuværende sigtet i sagen.


