11.8 C
Randers
lørdag, maj 25, 2024

Mangfoldig feriecamp vender tilbage til Randers

Efter to år uden fysisk feriecamp vender den store begivenhed tilbage til Randers. Landsforeningen af VæreSteder inviterer sammen med Randers Kommune til Ferie Camp 2022 med en masse forskellige aktiviteter, sport, musik, udflugter, socialt samvær og andre sjove ferieoplevelser i uge 27 i området omkring Langvang Stadion.

Ferie Camp 2022 er et gratis sommerferietilbud til socialt udsatte familier og personer. Her mødes omkring 1.700 socialt udsatte fra hele landet og får mulighed for at nyde en ferieuge med både afslapning, et hav af forskellige aktiviteter, fællesskab og samvær. Til daglig kommer de på et værested og har problemer som hjemløshed og misbrug. Der er både enlige og familier med børn på feriecampen, som foregår fra 4. til 10. juli på Langvang i Randers.
Samtidig er feriecampen en mulighed for alle, der har lyst til at kigge forbi og deltage i aktiviteterne.

»Det er en fantastisk nyhed, at vi igen kan byde velkommen til Feriecamp i Randers. Det bliver en skøn sommeruge med masser af sjove aktiviteter og hvor mennesker mødes. Hidtil har omkring 500 fra Randers og omegn været med på tidligere feriecamps, og det håber jeg de gør igen. Og samtidig har rigtig mange benyttet ugen til at kigge forbi og være med for en stund. Alle er velkomne til at være med,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Udmeldingen af hvor årets feriecamp skal foregå er ventet med spænding i Landsforeningen af VæreSteder.

»Vi glæder os meget til at komme til Randers, hvor netop Langvang er et super godt sted at være. Det ved vi fra tidligere år, og jeg ved, at der vil være stor glæde over, at det igen bliver i Randers. Her bliver plads til et stærkt program og en hyggelig teltlejr,« siger Cliff Kaltoft, sekretariatschef for Landsforeningen af VæreSteder.

Magien i Fællesskabet

Temaet for årets camp er Magien i Fællesskabet, som markerer den særlige magi der opstår i fællesskabet på feriecampen, som igen er tilbage.

Campens deltagere vil blandt andet kunne opleve en perlerække af optrædener inklusiv koncert med John Mogensen (Rasmus Bjerg). Feriecampen rummer også Udsatte Legene, som er Danmarks største idrætsstævne for sårbare målgrupper og som strækker sig over 21 discipliner og fire dage – i alt fra fodbold til ludo og høvdingebold.

Derudover rummer campen børnetelt, kreatelt, ungetelt, spille- og legetelt, kunsttelt, samt udflugt til Djurs Sommerland og en masse andet.

Feriecampen har et stort teltområde, hvor de deltagende overnatter.

Hvor og hvornår

Ferie Camp 2022 afvikles i uge 27 fra mandag 4. juli klokken 10.00 til søndag 10. juli klokken 10.00. Adressen er Langvang Stadion, Mariagervej 180, 8920 Randers NV.

Relaterede artikler

Nyeste artikler