Lørdag den 2. september markeredes 80-året for ophør af samarbejdspolitikken under besættelsen. Det skete på Hvidsten Kro, hvor der hele dagen var aktiviteter.
Folketingets formand Søren Gade var til stede, og holdt en tale i kroens haveanlæg.
»I besættelsens historie er ét før og ét efter den 29. august 1943, hvor modvillig accept blev afløst af aktiv modstand her i landet. Var det ikke sket, ville jeg holde denne tale på tysk,« sagde Søren Gade.
Folketingets formand havde forinden deltaget i en frokost sammen med den 97-årige modstandsmand Børge Simonsen.
Søren Gade blev dybt berørt af samtalen, og derfor benyttede han også sin tale til at takke Børge Simonsen for hans indsats i kampen for demokrati og frihed.
Før sin tale nedlagde Søren Gade en krans i Mindelunden, hvor de otte henrettede frihedskæmpere fra Hvidstengruppen ligger begravede.
Alsang
Hjemmeværnets Musikkorps brassband tog opstilling i haveanlægget med 17 musikere, som akkompagnerede tre lokale sangere.
Mia Skøtt Møbjerg, Linda Hessellund og Kristian Melchior Echwald sang for på de gamle kendte sange, som også blev sunget under besættelsen.
Musikerne og sangerne sørgede for at skabe den helt rette stemning, og det bevirkede, at sanglysten var stor blandt publikum.
Ikke mindst da alsangen sluttede med ”Der er et yndigt land,” var der en højtidelig stemning i hele haven.
I en kort pause sang Sct. Mortens Vokalensemble under ledelse af Kristian Melchior Echwald andre kendte sange.
Sognepræst Peter Ulvsgaard knyttede programmet sammen.
Fænomenet alsang tog sin begyndelse i Aalborg i 1940. På stævnerne blev der sunget fædrelandssange, som gav udtryk for sammenhold og nationalfølelse.
Ved det første arrangement var der ca. 1500 deltagere. Hen over sommeren blev der afholdt flere stævner, som skønsmæssigt voksede til 10.000 deltagere.
Gave fra Hvidsten Kro
På vegne af arrangørerne overrakte Gulle Fiil en gave til Søren Gade. Det var en komplet samling af medaljer med motiver fra de kendte danske modstandsgrupper. Herunder Hvidstengruppen, Holger Danske og BOPA.
Historien blev levende
Fra tidligt om formiddagen blev tiden skruet tilbage til besættelsen. Tyske soldater bevægede sig rundt i kroens haveanlæg, men det var dog ikke rigtige soldater. Det var reactments fra stort set hele landet, som optrådte både som tyske, engelske og amerikanske soldater. Samtidig medbragte de originale køretøjer.
Dagen sluttede med, at en engelsk pilot blev jagtet af tyske soldater. Men tyskerne fik hurtigt kamp til stregen, da modstandsfolk ville befri piloten fra tyskerne. Det lykkedes heldigvis, og de tyske soldater måtte overgive sig.
De blev gennet op i de amerikanske militærkøretøjer, hvor de med hænderne oppe, og blev kørt væk.
Baggrund
Den 29. august 1943 ophørte den danske regering, Rigsdagen og kongemagten at fungere, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelsestilstand. Dagen anses som ophøret for forhandlings- og samarbejdspolitikken.
Forud havde besættelsesmagten stillet en række skrappe krav til regeringen om blandt andet at indføre militær undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Regeringen sagde nej, og dermed ophørte samarbejdet mellem regeringen og tyskerne.