8.6 C
Randers
søndag, maj 5, 2024

 Mødet mellem mennesker

I serien ”Kvinder i kunsten” spiller Randers Kammerorkester onsdag den 28. februar 2024 kl. 19.45 koncert i Værkets Koncertsal med musik af Lil Lacy, Franz Schubert, J.S. Bach og Antonio Rosetti.

Den dansk-amerikanske Lil Lacy er det sidste led i en kæde med fire komponister fra hver sin tidsalder. Fra Bachs Koncert nr. 2 arrangeret for blæsere til Rosettis blæserkvintet over Schuberts Strygekvintet til Lil Lacy, der har komponeret et helt nyt værk specielt til denne koncert.

Før koncerten fortæller Lil Lacy om sit nye værk kl. 18.30-19.30 i Værkets Koncertsal. Man kan købe billetter til koncerten eller til både koncert og foredrag.

Morild

For Lil Lacy handler musikken om mødet mellem mennesker, og tonerne bliver til ud fra et stærkt ønske om at tale direkte til publikum. Lil Lacy bruger musikken som en mulighed for at undersøge, hvad vi er som mennesker i den tid, vi lever i lige nu. Det nye værk, som er støttet af Koda Kultur, har hun givet titlen ”Morild. Lil Lacy fortæller:

»Værket Morild er skrevet til Randers Kammerorkester og er inspireret af naturfænomenet morild, såvel som kvindelige kunstnere gennem tiden på tværs af alle genrer, kulturer og steder.«

Og hun fortsætter:

»Morild er et naturfænomen, hvor havet synes at lyse eller glimte. Naturfænomenet baserer sig på at havlevende organismer udviser bioluminiscens. Der er mange mikrober og nogle havdyr, som kan forårsage morild. «

En kvintet om liv og skæbne

I Schuberts Strygekvintet er emnet liv og skæbne. Schubert komponerede kvintetten i de sidste uger før sin død og blotlægger i musikken et helt liv med såvel sorger og sårbarhed som fest og optimisme. Det er musik, der indeholder det, som alle må forholde sig til: Liv og død, tragedie og livsglæde, skrøbelighed og styrke.

Musik for musikkens skyld

Med Bachs Koncert nr. 2 efter Vivaldi arrangeret for blæsere og Rosettis Blæserkvintet begynder koncerten med musik, hvor hovedsagen er det veloplagte sammenspil mellem musikerne. Det er musik, der er komponeret for musikkens egen skyld, hvor der er fokus på vellyden af toner og rytmer.

Relaterede artikler

Nyeste artikler