5.3 C
Randers
fredag, marts 29, 2024

Motionsfest: Kåring af Randers Kommunes mest aktive lokalsamfund

Motion, fællesskab og nabodyst er på programmet, når borgere i Havndal, Harridslev, Assentoft og Asferg/Gassum dyster om titlen som det mest aktive lokalsamfund i Randers Kommune.

Snør løbeskoene, puds traveskoene og spænd cykelhjelmen! Lokaldysten 2022 er et to timers motionsevent, hvor fire randrusianske landsbyer udfordrer hinanden til at tilbagelægge flest kilometer ved at gå, løbe og cykle – og sætter samtidigt et århundredelangt naboskab på en venskabelig prøve.

Det er Randers Sundhedscenters sundhedshøjskoler i Havndal, Harridslev, Assentoft og Asferg/Gassum, der samler borgerne i lokalsamfundet om de fire motionsfester i uge 34 og 35. Man kan allerede nu tilmelde sig motionseventen i sin landsby via begivenheder på Randers Sundhedscenters Facebookside.

»Vi håber, at vi kan samle rigtig mange mennesker omkring nogle gode sensommerarrangementer med fokus på motion og hyggeligt samvær i landsbyerne. Og jo flere deltagere fra hvert lokalområde, desto større chance er der også for at sikre sig førstepladsen og check på 10.000 kr. til sin landsby – og vigtigst af alt; hånderetten indtil næste år,« smiler Ronja Jøker Jørgensen, koordinator for Sundhedshøjskolen i Randers Kommune.

Foruden Randers Kommune består partnerskabet bag Lokaldysten af DGI Østjylland og Bevæg dig for livet – Løb & Gang.

Sammen om bevægelse

Lokaldysten samler lokalsamfund i en motionsfyldt fest, hvor både børn, unge, voksne og seniorer får sved på panden og smil på læben. Når bygrænserne kridtes op, rykker landsbyboerne tættere sammen – for alle kilometer tæller i konkurrencen om at blive Randers’ mest aktive lokalsamfund.

»Det kan være meget motiverende for borgerne i et lokalområde, når der bliver etableret et godt fællesskab omkring motion og bevægelse. Vi håber, at arrangementerne kan resultere i, at endnu flere finder glæden ved at dyrke motion i fællesskab,« siger Jesper Jakobsen, projektleder for Bevæg dig for livet i Randers Kommune.

Når målstregen er krydset, deles tilbagelagte kilometer med indbyggertal. Den vindende landsby hædres af Anne Hjortshøj, formand for landdistriktsudvalget, som overrækker førstepræmien på 10.000 kr. til et eller flere udviklingsprojekter. Retten til kærlige drillerier er også på højkant.

Fart på forberedelserne

Motionseventen udvisker betydningen af alder og fysisk formåen. I stedet er sammenhold og kampgejst nøglen til pladsen på toppen af sejrsskamlen. Derfor er ildsjæle i hver landsby allerede trukket i motionstøjet med en klar plan om at få lokket flere med.

Forventningens glæde er heller ikke til at tage fejl af i Randers Kommune. Lokaldysten er et nemt og fleksibelt event, der bringer byens borgere sammen på kryds og tværs, og det skaber forhåbning om et styrket lokalsamfund.

»De frivillige arrangører i lokalområderne gør et kæmpestort stykke arbejde med at finde de helt rigtige ruter, arrangere forfriskninger og generelt sørge for, at hele byen får en god dag og aften. Alle kan være med! Det er et hyggeligt arrangement, der handler om fællesskab og at have det sjovt, mens vi bevæger os. Så tag familien, naboen, skolekammeraterne eller din træningsmakker med,« lyder opfordringen fra Ronja Jøker Jørgensen.
 

Fakta om Lokaldysten

● Lokaldysten er et partnerskab, der gennem lettilgængelige motionstilbud understøtter bevægelse og fællesskab i mindre landsbyer. Indbyggertallet i deltagerbyerne spænder mellem 850 og 3.811.

● Kernen i Lokaldysten er motionseventen, som afholdes én gang årligt. Heraf udspringer ofte flere gå-, løbe- og cykelaktiviteter, som engagerer landsbyboerne over længere tid. Ambitionen er at få flere til at deltage i de aktive og meningsfyldte fællesskaber, der allerede eksisterer i lokalsamfundene.

● Motionseventen startede i Viborg Kommune i 2013 som en venskabelig konkurrence mellem to byer. Siden har dysten vokset sig stor, og i 2022 er der 81 tilmeldte lokalsamfund fordelt på Østjylland, Midtjylland og Nordsjælland.

Relaterede artikler

Nyeste artikler