15 C
Randers
søndag, april 28, 2024

Nu går byggeriet af Kronjyllands nye mødested i gang

Efter flere års forberedelser kan byggeriet af Klyngehuset Kronjylland nu gå i gang. Det bliver et åbent og fleksibelt mødested, der kan styrke fællesskabet og fritidslivet i de 13 landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland og alle interesserede er velkomne, når det første spadestik bliver taget den 31. januar 2024.

»De 13 landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland har i flere år arbejdet tæt sammen med Randers Kommune for at få et fælles mødested, og jeg er utrolig glad for, at vi nu er nået dertil, hvor byggeriet kan gå i gang. Det bliver et fantastisk sted og et centrum for områdets aktiviteter, fællesskaber og muligheder,« siger borgmester Torben Hansen, der tager første spadestik til byggeriet den 31. januar 2024.

Mødestedet kommer til at hedde Klyngehuset Kronjylland, og det skal bygges af det lokale Randers-firma PN Tømrer og Byggefirma A/S, der har vundet opgaven som hovedentreprenør. Huset bliver bygget efter den frivillige bæredygtighedsklasse i træ med et grønt sedum tag, så det får et naturligt udtryk. Huset kommer blandt andet til at indeholde toiletter, bad, grejbank, udekøkken, en stor terrasse, brændeovn og to rum, der kan bruges til diverse aktiviteter. På arealerne omkring Klyngehuset etableres en biodiversitetspark med plads til leg, boldspil og bevægelse.

»Klyngehuset bliver et naturligt samlingspunkt for mange aktiviteter indenfor bevægelse, natur og kulturelle oplevelser for borgerne i Klyngen men også for mange turister og borgere fra hele Randers Kommune,« siger Knud Pedersen, der er formand for landsbyklyngen.

Randers Kommune og flere fonde støtter projektet

Klyngehuset Kronjylland kommer til at erstatte det tidligere klubhus ved boldbanerne i Albæk og bliver etableret som en del af den igangværende områdefornyelse i byen.

Foruden støtte fra Randers Kommune har den filantropiske forening Realdania og Lokale og Anlægsfonden tidligere meddelt, at de vil støtte Klyngehuset Kronjylland med 4,5 millioner kroner. LAG Randers/Favrskov støtter projektet med 700.000 kroner, og senest har Nordea Fonden meddelt, at de også ønsker at støtte projektet med 700.000 kroner fra deres “Her gror vi”-pulje.

Det samlede anlægsbudget for Klyngehuset Kronjylland ligger på 12,8 millioner kroner og efter planen står byggeriet færdigt inden udgangen af 2024.

»Det er fantastisk snart at være i hus med vores projekt. Nu glæder vi os til, at der fysisk rejser sig et nyt og spændende Klyngehus,« siger Bent Eriksen, formand for Albæk Borgerforening.

Landsbyklyngen Kronjylland er beriget med en unik natur og historiske værdier, som er synlige og kan mærkes. Og med en placering midt i Naturpark Randers Fjord skal mødestedet bygges med en høj arkitektonisk kvalitet og i harmoni med omgivelserne. Ud over selve bygningen vil de udtjente boldbaner blive omdannet til et aktivitetsområde, sådan at stedet kan blive det naturlige samlingspunkt for aktiviteter, fællesskaber og formidling af områdets muligheder.

— FAKTA —

Tid og sted

Første spadestik finder sted den 31. januar kl. 13-14.00, Nedre Vej 107 i Albæk

Der serveres kaffe, og borgmester Torben Hansen holder tale.

Alle interesserede er velkomne.

Landsbyklyngen Kronjylland har et samlet indbyggertal på godt 5.000 og består af byerne Harridslev, Mellerup, Støvring, Albæk, Østrup, Vestrup, Tjærby, Tvede, Lem, Linde, Lindbjerg, Mejlby og Gimming. Visionen for landsbyfællesskabet er at styrke fællesskabet, øge deltagelsen ved lokale arrangementer, skabe en bedre udnyttelse af de eksisterende stedbundne ressourcer og i det hele taget få synliggjort områdets kvaliteter

Områdefornyelsen i Albæk: Her kan du læse mere om områdefornyelsen, som Klyngehuset Kronjylland er en del af

Relaterede artikler

Nyeste artikler