4.1 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Ny streetfood-festival forventer 15.000 gæster

18 madboder er klar til at indtage J.O. Krags Plads i dagene 1.-4. juni. Randers Streetfood Festival får også besøg af tre Michelin-kokke.

Det bliver en stor kulturfest med gastronomi, musik, et hav af aktiviteter og fællesskab. Lokale kulturinstitutioner og foreninger kan endnu nå at være med på aktivitetssiden

Det er virksomheden Mad & Kultur, der står bag festivalen på J.O. Krags Plads med støtte fra Randers Cityforening og Randers Event.

»Vi ser nogle store perspektiver i at bruge netop denne plads noget mere. Sidste år så vi til verdensmålsfestivalen, hvor godt pladsen kan fungere til en festival med både boder og aktiviteter. Derfor var vi heller ikke i tvivl om at hjælpe Randers Streetfood Festival godt på vej,« siger eventchef Mette Bertelsen.

Mad & Kultur besøger i løbet af foråret og sommeren otte forskellige jyske byer med deres streetfood-festivaler, der alle vil få et lokalt islæt. Kulturinstitutioner og foreninger i Randers kan derfor bidrage til stemningen på J.O. Krags Plads ved at byde ind med en aktivitet.

»Det kan være alt fra noget gadefodbold, til brætspil, et danseshow eller noget helt fjerde,” fortæller Kristian Andersen, der er partner hos Mad & Kultur. Vi vil naturligvis selv afsøge mulighederne, men har man en god ide og gerne vil have et udstillingsvindue, så tøv ikke med at tage kontakt til os,« lyder opfordringen fra Kristian Andersen.

Mad & Kultur har på nuværende tidspunkt aftale med 18 madboder om at deltage i Randers Streetfood Festival. Der kommer blandt andet besøg af både en argentinsk kok og hele tre anerkendte Michelin-kokke. Der bliver opbygget en scene og etableret et stort antal siddepladser. Det bliver dermed muligt at nyde maden og samtidig høre live musik. Lokale aktører, der ønsker at bidrage til aktiviteterne på festivalen i Randers, kan skrive til kontakt@madogkultur.dk

Mad & Kultur forventer i alt besøg af op mod 15.000 gæster på Randers Streetfood Festival. Hos Randers Cityforening ser man frem til at byde de besøgende velkommen i byen.

»Der bliver helt sikkert ikke kun en fest på J.O. Krags Plads. Vi ser frem til at der bliver ekstra liv i hele byen, og forretningerne skal nok være klar til at byde de mange gæster hjerteligt velkommen,« siger citychef Mette Bræmer-Jensen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler