En politimand, der havde fri, vristede en kniv ud af hånden på en butiksrøver i et supermarked i Roskilde.
En ung mand forsøgte onsdag aften af begå røveri i et supermarked på Himmelev Sognevej i Roskilde.
Men butiksrøveren, der er 20 år gammel, lykkedes ikke med det. En politimand, der tilfældigvis var i supermarkedet i sin fritid, fik nemlig afværget røveriet.
Det fremgår af en døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Heri beskrives det, at politimanden sneg sig op bag røveren og fravristede ham en kniv, som han havde truet en kassemedarbejder til at udlevere penge med.
Butiksrøveren tog herefter benene på nakken og forsøgte at flygte ud af butikken. Men det lykkedes ham heller ikke. Fire personer fulgte efter ham og fik ham stoppet i butikkens udgangsparti, hvor han blev lagt ned og fastholdt, indtil politiet ankom.
Den 20-årige mand er blevet sigtet for røveri og vil torsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør, oplyser politiet.