10.9 C
Randers
tirsdag, maj 14, 2024

Randers modtager pokalen for bedste auktion i Danmarks Indsamling

Da sidste hammerslag lød på “Danmark på Auktion” ved Danmarks Indsamling den 4. februar satte Randers landsrekord. I dag overrakte organisationen Danmarks Indsamling den fornemme pris “Danmark på Auktion” til Randers Kommune

Fredag eftermiddag den 9. juni kom Danmarks Indsamling igen til Randers. Organisationen bag den årlige indsamling besøgte igen Værket, der hvor det hele begyndte og showet, Danmarks Indsamling, foregik 4. februar i år. Denne gang handlede besøget om at overrække pokalen “Danmark på Auktion” til Randers Kommune for at indtage førstepladsen blandt alle landets kommuner i “Danmark på Auktion”.


Landets kommuner sætter hvert år i forbindelse med Danmarks Indsamling “Danmark på Auktion” med hjælp fra Lauritz.com. Randers Kommune indtog her i 2023 førstepladsen med det største indsamlede auktionsbeløb. Hele 132.750 kroner blev der til verdens sårbare børn – fordelt på ni forskellige auktioner. Bag de enkelte auktioner, som alle i landet kunne byde på, står GAIA Museum, Randers Regnskov, Randers Teater, Værket, Randers FC, Randers Kammerorkester, Memphis Mansion og Randers Fiskeriforening. Alle havde de bidraget med hver deres sjove, spændende og attraktive auktion. Derfor var de naturligvis inviteret med til overrækkelsen af pokalen.

»Der var en fantastisk opfindsomhed i auktionerne, og jeg er ikke i tvivl om, at det er årsagen til, at vi vandt. Tak for den store opbakning og den iderigdom I alle har bidraget med til gavn for verdens sårbare børn. Æren for at vi nu modtager prisen, tilkommer jer,« lød det fra borgmester Torben Hansen, der på vegne af Randers Kommune modtog en smuk vandrepokal fra Danmarks Indsamling.

Pokalen er en glasskulptur, som er designet af glaspusteren Mikkel Yerst. Sidste år stod pokalen på borgmesterkontoret i Esbjerg. Tidligere har Faaborg-Midtfyn Kommune haft pokalen hele tre gange, ligesom den har været et smut forbi både Slagelse og Lejre.

»Men der er aldrig før en kommune, som har formået at indsamle et så stort beløb gennem Danmark på Auktion, som I har i Randers Kommune. Stort tillykke med det. Det er flot klaret. I har virkelige opnået resultater gennem samarbejde og fællesskab,« sagde Stig Fog, projektleder for Danmarks Indsamling.

Randers Kommune indtager nu førstepladsen i Danmark på Auktion. Stevns og Skive kommuner kom på 2 og 3. pladsen med hhv. 17.500 kr. og 10.250 kr.

Foto: Jakob Lerche

De ni auktioner fra Randers var:

● Bliv gift midt på stadion i halvlegen, 875 kr.
● Helt unik candlelight dinner i Sydamerika kuplen, 20.000 kr.
● Byd på din egen koncert hjemme i badeværelset, 5.250 kr.
● Helt særlig verdensmålskunst, 18.750 kr. 
● August-lystfiskereventyr af den vilde slags i Randers Fjord, 3.250 kr.
● Dit eget Elvis og Cash-event på Memphis Mansion i Randers, 23.750 kr.
● Tag vennerne med i Skybox til en 3F-superligakamp af de intense, når Randers FC og Lyngby BK tørner sammen, 32.500 kr. 
● Muligheden for at dirigere Randers Kammerorkester, 4.000 kr.
● Virksomhedskoncert med Randers Kammerorkester, 24.375 kr.

Relaterede artikler

Nyeste artikler