3.6 C
Randers
fredag, april 26, 2024

Jeg kan stadig lugte de rådne lig

Onsdag aften fortalte tidligere kriminalassistent Hans Chr. Mortensen om sin udsendelse under FN, som efterforsker i Kosovo i 2002.

Foredraget skulle have været afholdt i Veteranhuset, men der var så stor interesse for at høre den tidligere kriminalassistent, at arrangementet måtte flyttes til Glassalen på kasernen.

Hans Chr. Mortensen indledte med at fortalte om årsagerne til konflikten mellem Serbien og Kosovo. Med sin politimæssige baggrund i udlændingeafdelingen beslutter han at søge til Kosovo, og underskrev en 9 måneders kontrakt.

Inden udsendelsen blev politifolkene godt uddannet. Bl.a. i at fjerne miner, og redde kolleger hvis de var landet i et minefelt. Det eneste de ikke fik at vide, var hvilke opgaver de havde.

Hans Christian Mortensen blev udstationeret på Station Nord i Pristina, som ordenspolitibetjent, men blev senere chef i ”Missing Persons Unit, Idification.”

I afdelingen oplevede han resultaterne af likvideringer. I massakren i Racak kunne politifolkene konstatere, at de mange mænd og børn var skudt i hovedet, og kulet ned på det, hvor de var blevet henrettet.

Tjenesten som politimand førte til, at Hans Christian Mortensen bl.a. kom til at arbejde med at grave lig op fra massegravene, og skulle senere obducere ligene, som i mange tilfælde allerede var rådne.

I alt deltog han i opgravning og forsøg på identifikation af cirka 400 lig.

Han forklarede, at han og kollegaerne efter dagens arbejde gik på værtshus, og drak sig fulde. Stod op næste morgen, og mødte på arbejde klokken halv ni. Efter arbejdet gik de igen på værtshus og drak sig fuldt. Alt sammen for at kunne holde arbejdet ud.

Under foredraget viste han nogle fotos. De var for stærke for nogle af tilhørerne, som måtte forlade lokalet for en stund.

Hans Christian Mortensen understregede, at det var de mere skånsomme billeder. Han ville med vilje ikke vise de fotos, som han selv karakteriserede som stærke.

Inden hjemsendelsen blev han hædret for sin indsats. Som den eneste dansker modtog han et diplom med en hæder for sin indsats.

Der var helt stille i lokalet, mens foredraget var i gang. Mange sad og holdt vejret, da Hans Christian Mortensen levende og udtryktsfuldt fortalte om sine voldsomme oplevelser.  

Brød sammen

Da han kom tilbage til Danmark, blev han igen tjenestegørende ved Østjyllands Politi i Randers.

8 måneder senere kom reaktionerne.

I forbindelse med tsunamien-katastrofen i Asien brød han sammen. Da han så billederne i fjernsynet, kom en lastbil, som var identisk med de biler, som havde bragt ca. 40 lig fra Serbien, og som havde været begravet i længere tid. Straks var Hans Christian Mortensen tilbage til de uhyggelige og grusomme oplevelser i Kosovo.

Desværre viste det sig, at reaktionen kom to måneder for sent til at kunne blive anerkendt som arbejdsskade.

Hans Christian Mortensen kæmper nu på 18. år for at få sin PTSD anerkendt som arbejdsskade. Nu er sagen gået i Retten og vurderes i øjeblikket af Retslægerådet.

Har fået nyt arbejde

På grund af PTSD måtte han forlade politiet i 2020. Ikke lang tid efter fik Randers FC øje på ham, og han blev omgående ansat i klubben.

Herudover er Hans Christian Mortensen formand for Danmarks Veteraner Kronjylland. Det var bl.a. gennem hans indsats, at Randers Kommune sidste år blev udnævnt som ”Årets Veterankommune.”

Hudløs ærlig

De mange fremmødte blev ikke skuffet. Da der blev lejlighed til at stille spørgsmål, spurgte en af tilhørerne, om han stadigvæk er mærket af udsendelsen.

»Jeg mærker det hver dag og også ofte om natten. Jeg kan stadigvæk lugte de rådne lig. Det er også gået udover min smag,« forklarede den hudløst ærlige veteran.

Efter foredraget var der stående klapsalver, og der blev udtrykt en kæmpe og velfortjent respekt for Hans Christian Mortensen.  

Læs også: Opgravning af lig og obduktion af døde gav PTSD

En hudløst ærlig Hans Chr. Mortensen fortæller om sine oplevelser i Kosovo

Relaterede artikler

Nyeste artikler